VORES FÆLLES SPRINGBRÆT

Politisk papir vedtaget af SFU’s landsledelse 1. december 2012. 

Når vi kigger ud i verden, er det klart, at vores samfundsmodel i Skandinavien og Danmark er den bedste. Samfund med en stærk, skattefinansieret velfærd, høje lønninger og høje skatter er mere produktive og stabile, mens der samtidig er størst tillid blandt borgerne. Flere og flere sætter dog i disse år spørgsmålstegn ved selve samfundsmodellen med ønsket om at trykke lønningerne i et ”race to the bottom”, som kun kommer de rigeste til gavn.

Men der er også en række ting, det danske samfund kan og skal forbedre – den sociale mobilitet er gået i stå, og samfundsudviklingen de senere år peger i den forkerte retning for det danske samfund, hvor uligheden er steget. Det er for os ikke et mål i sig selv at have store offentlige udgifter eller opretholde en bureaukratisk stat. Det er i stærke fællesskaber, man som menneske kan leve det liv, man ønsker. Velfærdsstatens fremmeste opgave er at understøtte og styrke disse fællesskaber.

Papiret her skitserer, hvordan vi kan skabe et samfund, som ikke bare er et sikkerhedsnet under den enkelte, men som kan blive et springbræt. Velfærdens kerneopgaver er at sikre et godt arbejde, gratis uddannelse og sundhed samt gode boliger for hermed at sikre, at mulighederne for at leve et godt liv ikke bare er for de rigeste.

1. STYRK DET FÆLLES

Vi vil nedenfor gennemgå, hvad vi forstår som velfærdens kerneopgaver. Herefter præsenterer vi vores bud på en plan for konkurrencedygtighed, som velfærdssamfundet er afhængig af, mens vi til slut kommer med forslag til at forbedre velfærden som den ser ud i dag.

1.1 Et trygt og godt arbejdsliv
Alle har ret til et trygt og godt arbejdsliv, hvor vi ikke skal være bange for at komme til skade eller blive syg. Et godt arbejdsmiljø hvor de fysiske såvel som de psykiske forhold sikres er nødvendigt for ikke at slide mennesker ned.

Vi vil et samfund, hvor alle kan og skal arbejde. Derfor er fuld beskæftigelse et centralt mål for os, ligesom det er et mål, at ét almindeligt fuldtidsarbejde skal give en løn, der er til at leve et værdigt liv for. Det er nødvendigt at flytte flere fra forsørgelse ud på arbejdsmarkedet ved at skabe et rummeligt arbejdsmarked i et ny slags samarbejde mellem offentlige og private aktører, så alle kan bidrage og få en plads i samfundet.

Samtidig er det også vigtigt, at et godt arbejdsliv ikke først skal slutte den dag, hvor man er brudt helt sammen og tæt på at stille træskoene – alle har ret til en værdig alderdom.

1.2 Lige uddannelsesmuligheder
I uddannelsessystemet skal der gøres op med den entydige fokus på akademiske uddannelser, så der fremover skabes respekt om erhvervsskolerne og om praktiske evner i lige så høj grad som teoretiske. Vi får brug for både de bedste hjerner og de bedste hænder fremover, så et bærende princip for uddannelsessystemet skal være kobling af teori og praksis i indlæring. Derfor foreslår vi helhedsskole-modellen i folkeskolen, øgede investeringer i erhvervsuddannelserne samt en generel indsats for at gøre undervisning mere virkelighedsnær, herunder at lave mere fleksible ordninger mellem videregående uddannelser og virksomheder, så det er muligt at skabe praktikforløb tidligt i uddannelsen.

Hermed skabes et uddannelsessystem for alle, som nedbryder uligheder i stedet for at fastholde dem.

1.3 Sundhed for alle
Snubler man i livet, er det vigtigt, der er nogen til at hjælpe en op – om det er, fordi man kommer ud for en ulykke, får en sygdom eller får en sygdom eller lidelse, fysisk eller psykisk. Det er afgørende for den enkelte, at man bagefter har muligheden for at leve det liv, man ønsker. Her er det er afgørende, at brugerbetaling fjernes i sundhedsvæsenet, mens også den store ulighed i sundhed skal bekæmpes gennem stærke, fælles løsninger. Sundhed er for os ikke en vare, men en rettighed.

Samtidig må fokus i sundhedsvæsenet også være på forebyggelse af de alvorlige sygdomme, som sent i livet er smertefulde for den enkelte og en stor udgift for fælleskassen. Det er dog ikke statens opgave at fortælle, hvordan den enkelte lever et godt liv. Vi er ikke blinde for de strukturer der gør at de rige lever længere og mindre sygdomsramt end de fattige. Men forebyggelse skal ske med respekt for den enkeltes valg.

1.4 Boliger til at betale
Alle skal have muligheden for en tryg base i livet og en god bolig, og boligpolitikken er derfor et afgørende instrument i udformningen af et godt velfærdssamfund. I de senere år er gennemført en omfattende liberalisering, som skal modsvares af en styrkelse af de almene boliger og hårde konsekvenser for bolighajer og –spekulanter, som tjener fedt på boligmanglen særligt i de større byer. Opførelsen af flere boliger til unge og ældre kan nu og her styrke beskæftigelsen, mens det på sigt skaber et større udbud på boligmarkedet og stiller de boligsøgende stærkere. Samtidig skal boliger beskattes hårdere for at modvirke skævvridningen i samfundet mellem ejere og lejere.

 

1.5 Et mangfoldigt kultur og foreningsliv
Et stærkt velfærdssamfund er også kendetegnet ved et rigt kultur- og foreningsliv, der prioriterer de lokale fællesskaber, samt kulturinstitutioner som ’public service’-virksomheder, der kan udfordre markedskræfternes fortolkning af samfundet. Ligeledes er biblioteker og museer en vigtig del af vores fælles kultur og historie, som ikke kun skal være forbehold de bedst bemidlede, men skal være tilgængelige for alle medborgere. For os er det vigtigt, at kulturlivet følger med tiden og gennem forskellige tilbud henvender sig til et hele befolkningen.
Foreninger giver mange tusinde mennesker mening i deres hverdag, og bidrager desuden til bl.a. folkesundheden, medborgerskabet og forståelsen mellem høj og lav.

2. VELFÆRDENS FORUDSÆTNINGER
En stærk offentlig sektor står på skuldrene af en stærk privat sektor og på private arbejdspladser. Vi ønsker ikke at beskæftige et helt samfund i den offentlige sektor. Den offentlige sektor spiller en stor rolle i skabelsen af væksten i samfundet, men en forudsætning for den er også en konkurrencedygtig og innovativ privat sektor.

Derfor er det afgørende med en samlet plan for Danmarks konkurrenceevne på solidariske præmisser, hvor fællesskabsorienterede løsninger vælges frem for lønpres og lavere skat.

Fremtidens velfærd afhænger af, at Danmark også fremover er et produktionsland. SFU abonnerer ikke på den forfejlede opfattelse af, at vi kan leve af viden alene og sende produktionen ud i verden. Tværtimod får vi den bedst kvalificerede viden, når hånd og ånd udvikler produkter i samspil. Vi ved, at øget samarbejde mellem eksempelvis ingeniører og maskinarbejdere giver de mest innovative løsninger. Det er altafgørende at styrke medarbejderindflydelsen på arbejdspladsen, så gode ideer ikke kun kommer fra oven, men også kan komme nedefra. Samtidig bør alternative ejerskabsformer udbredes mere, så medarbejdere på en arbejdsplads kan overtage ejerskabet for dels at øge produktiviteten og dels drive forretning med hensyntagen til andet end blot aktionærafkast.

Samtidig skal vi gennem den offentlige sektors indkøbspolitik skabe efterspørgsel på danske kvalitetsprodukter, ligesom erhvervspolitikken må have fokus på de brancher, vi ved, der kommer til at være brug for i fremtiden. Et andet aspekt handler om genanvendelse af ressourcer, som kan begrænse udgifterne for virksomhederne, mens der er en betydelig miljømæssig gevinst ved øget ressourcegenanvendelse.

Det er et vigtigt mål for os at flytte beskatningen hermed velfærdens finansieringsgrundlag fra arbejde til arbejdsfri gevinster såsom spekulation, arv, formueskat og fortjeneste ved boligsalg. Det sidste element i planen for sikring af konkurrenceevne angår afbureaukratisering af det offentlige, idet det private vil få gavn af en mere smidig, mindre bureaukratisk velfærdsstat, som vi opridser vores visioner for nedenfor.
3. EN BEDRE VELFÆRD
Nu har vi skitseret grundpillerne i, hvad vi forstår som velfærd samt hvordan den skal finansieres gennem en ny, klogere erhvervspolitik. Vi vil nu se på, hvordan vi kan åbne selve den offentlige sektor op og skabe øget demokrati og bedre velfærd. For SFU er det nemlig en central målsætning at afbureaukratisere den offentlige sektor og skabe så borgernær velfærd som muligt.

 

3.1 Mere demokrati i velfærden

En måde at gøre dette på er ved at indføre et princip om, at ejerskabet over velfærdsinstitutionerne skal være fælles, mens bestemmelsen i højere grad skal være lokal. Et eksempel på øget demokrati i velfærdsinstitutionerne kan være folkeskolen, hvor øget magt til skolebestyrelser og forældremøder kan styrke folkeskolen som institution og gøre det attraktivt at præge sine børns uddannelse og det fælles i samfundet på et demokratisk grundlag på baggrund af nationale rammer, som er mindre rigidt udformet, end tilfældet er i dag.

 

Vi foreslår også brug af borgerbudgetter, hvor borgere i kommuner får råderum over en del af kommunens budget og skal forhandle sig frem til, hvad de vil bruge pengene på. Hermed kan de politiske beslutninger bredes ud i nye beslutningsfora, som inddrager den allerede eksisterende demokratiske infrastruktur lokalt. Ud fra samme logik kan det afprøves at nedsætte borgerpaneler lokalt, som indkaldes jævnligt til at drøfte politiske tiltag til gavn for lokalområdet. Begge dele forslag, som kan skabe mere ejerskab og bredere demokrati i velfærden, mens det samtidig kan udfordre den nogle gange træge logik i det offentlige.

 

3.2 Afbureaukratisering
For SFU er det helt centralt at afbureaukratisere det offentlige system, så omgangen med det offentlige bliver lettere og mere gennemsigtig for brugerne – både borgere og virksomheder. Afbureaukratiseringen skal ske ved at droppe troen på kontrol og standardløsninger som vejen til effektiv og god velfærd. SOSU-assistenten bør ikke bruge mere tid på stregkoder end med den ældre, og pædagogen bør have mere tid med barnet frem for til at skrive i evalueringsskemaer. Kontrollen fjerner tiden fra den egentlige velfærd og gør borgerens møde med velfærden til mødet med et system frem for mennesker.

Bureaukratiseringen fjernes konkret ved at gennemgå alle love for unødigt administrativt bøvl gennem styrkede MED-udvalg og gennem en whistleblower-ordning, hvor medarbejdere kan indrapportere fjollede regler, for i stedet at styrke de udførende led i kommunerne og regionerne. Det er velfærdsmedarbejderne der ved, hvordan deres arbejde gøres bedst og de skal derfor have større indflydelse, både for deres skyld og for at gøre velfærden bedre samt kontakten med det offentlige mere smidig og flydende.

 

For at sikre, at den offentlige sektor bliver mere gennemskuelig for borgeren og virksomheden, foreslår vi, at man fremover kun skal have en kontaktperson i kommunen. Denne skal fungere som en slags tovholder i forbindelse med sager, man har i det offentlige system. På den måde får det offentlige til opgave at gøre sagsbehandling samt borgerkontakt nærværende og menneskelig, i stedet for at borgeren skal kunne gennemskue et hav af instanser og kontaktpersoner i det offentlige.
3.3 Frivillighed
En måde at gøre velfærden så borgernær som muligt er ved inddragelse af civilsamfundets organisationer. Vi mener derfor, at brugen af frivillige kan være med til at skabe dynamik og puste nyt liv i den offentlige sektor. De frivillige der engagerer sig i lokalsamfundet og  frivilligt i organisationer og foreninger er meget prisværdige, og understøtter samtidig vores vision om at brede demokratiet ud til flere, samt skabe ejerskab over velfærdsinstitutionerne. I SFU værdsætter vi de frivillige, der tager del i samfundet, og forsøger, at gøre livet bedre for de der har mest brug for det. Men de frivillige må og skal ikke overtage professionelles job.

De frivilliges indsats er et supplement til den offentlige service, og deres indsats skal som en del af en velfærdydelse derfor være undværlig. Altså skal det offentlige sikre at rammerne for borgernes liv er i orden, mens de frivillige kan bidrage til indholdet.

Et eksempel herpå kunne være børns voksenvenner, som er en slags besøgsvenner for børn hmed en forælder, der har et meget begrænset voksen netværk. Det er i denne situation det offtentliges opgave at sikre, at disse børn har kvalificerede undervisere og pædagoger, samt at den voksne har en eventuel socialrådgiver, der på professionel vis kan sikre at familien kan overleve, og skabe sig selv de bedste muligheder for at få et godt liv. Men det er ikke det offentliges opgave at sikre, at den enlige forælder har et stort voksen netværk.

 

3.4 For universel velfærd
For SFU er det afgørende, at vi som samfund vælger de fælles løsninger på samfundets udfordringer. Når først alle har bidraget til fælleskassen med deres skat og dermed gjort deres pligt, kan alle også retfærdigvis kræve deres ret. I disse år går diskussionerne på, om vi skal differentiere dette princip om universalisme mere end tilfældet er, hvilket vi er modstandere af.

Vi anerkender dog, at der i dag er ydelser, der er differentierede og som det ikke umiddelbart er muligt at flytte til ændringer i skattesystemet. Det gælder fx boligstøtte og hjemmeboende SU, hvor de der har størst behov modtager mest. Det er fair nok, men der er økonomiske uligheder i samfundet, som bør udlignes, og det gøres bedst gennem øget beskatning på arbejdsfri gevinster og ikke gennem yderligere differentiering i eksempelvis folkepension eller børnecheck.

 

Det vigtigste for os i denne forbindelse er dog, at der ikke differentieres i velfærdens kerneområder såsom folkeskolen, sundhedsvæsenet, hjemmehjælpen osv. Differentieres kerneydelserne, mister velfærden sin funktion som middel til at sikre alle lige muligheder for at leve det liv, de gerne vil gennem stærke fælles institutioner. Vi frygter, at den fælles velfærd vil blive næstbedst sammenlignet med private tilbud, og det er vi stærke modstandere af.

 

4. TIL KAMP FOR EN MÅDE AT BYGGE SAMFUND PÅ

Diskussionen om differentiering i velfærden handler også om en anden og meget vigtig ting. For SFU er det nemlig afgørende at skabe et velfærdssamfund, som alle kan se sig selv i og føler ejerskab over. Velfærd må aldrig ’bare’ blive for de fattige – så kan hverken middel- eller overklassen se pointen i at betale til fælleskassen. Derfor tager vi afstand fra dem, der siger, at velfærden skal reddes ved, at man fokuserer den mere til de svageste, end tilfældet er i dag. Ved at gøre det, mister hele samfundsmodellen fuldstændig sin opbakning blandt de brede lag i befolkningen. Når nogle i dag falder ud, skal de derfor hellere hjælpes ind i fællesskabet igen ved at komme i job eller uddannelse, ligesom børn i udsatte boligområder hellere skal blandes med resten af byens børn i skolen i stedet for, at man tilfører skolen med de udsatte børn og unge en masse midler fra byens andre skoler.

 

Velfærdssamfundet er i disse år under pres. Fra mere eller mindre borgerlige stemmer i debatten lyder, at samfundsmodellen hører en anden tid til – at vi nu må konkurrere på lavere løn og at vi er nødt til at skære i den fælles velfærd for at opretholde den. Det sidste er i sig selv ulogisk, men udsagnene bliver også mere ulogiske, når man ser på, hvilke samfund der klarer sig bedst. Vores samfund er bedst til at skabe produktivitet, fleksibilitet i arbejdsstyrken og velstand, mens det samtidig er samfund med høj grad af tillid og hvor trygheden er størst i befolkningen.

 

Med disse forslag har vi skitseret, hvordan vi kan udvikle vores velfærdssamfund, så det kan blive et fælles springbræt, der gennem stærke fælles løsninger sikrer den enkelte mulighed for succes i livet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s