Marxisme

Hvad er marxisme? Og giver det overhovedet mening om at snakke om i dag over 200 år efter de første tanker opstod?
Her kan du læse om SFU’s opfattelse af marxisme, hvordan marxismen den dag i dag har relevans for den måde vi forstår vores samfund på og om, hvordan man bør bruge marxisme – og hvordan man ikke bør den.

IHDHOLD PÅ SIDEN

Intro (nedenfor)

Artikler

Andet

  • SF og SFUs historie og ideologi – af Laila Lauridsen og August Smolarz

Portrætter

————————————————————————————————————————————————————————————–

INTRO – MARXISME

Marxisme er og har altid været en grundlæggende del af SF og SFU, men tolkningerne af hvad marxisme er, og hvad man skal bruge marxismen til er mange. Nedenstående vil forsøge at sætte de mest grundlæggende ting på plads, og derudover åbne for debatten om, hvad marxisme var, hvad den er i dag, hvordan den kan bruges og meget andet.

Marx og Engels – kritik af kapitalismen

De fleste opfattelser af marxisme tager udgangspunkt i Karl Marxs værker ‘Das Kapital‘ og ‘Det kommunistiske manifest‘, som begge er skrevet i samarbejde med Friedrich Engels. Værkerne rummer tanker om blandt andet historisk og politisk filosofi, økonomi, litteratur, sociologi, videnskabsteori og psykologi – med andre ord når de to tænkere vidt omkring. Det er derfor også naivt at tro, at man uden videre kan udfolde kritikken af kapitalismen. Her vil jeg dog gøre et forsøg på at ridse de allermest fundamentale elementer op.

Helt overordnet er den marxistiske analyse, at der er noget uretfærdigt i, at arbejderen udnyttes af kapitalisten, idet arbejderen ikke får (tilstrækkelig) andel i den merværdi, som arbejderen skaber gennem en arbejdsdag. Denne merværdi tilegner kapitalisten sig derimod – udelukkende i kraft af, at kapitalisten ejer produktionsmidlerne. Dette princip kalder Marx ‘udbytning‘.

Hvis man vil forklare udbytning i industrisamfundet, kan man tage udgangspunkt i en fabrik, der producere bukser: en direktør ejer en fabrik og dertilhørende symaskiner. Desuden køber han noget stof (symaskiner og stof er tilsammen produktionsmidlerne). Direktøren kan ikke selv sy alle bukserne, så han hyrer en masse arbejdere til at sy dem. Arbejderne syr bukserne og direktøren har også ansat nogle til at sælge dem. Når han har betalt alle arbejdernes løn, udgifter til symaskiner, skat og de udgifter der ellers måtte være, er der et overskud (merværdien), som er skabt gennem arbejdernes arbejde. (Marx vil mere præcist påstå, at merværdien er opstået som følge af den tid arbejderne har brugt på, at producere bukserne). I stedet for at give arbejderne den værdi de har skabt gennem deres arbejde, rager direktøren merværdi til sig selv. Dermed er der sket udbytning.

Dette sker også i det moderne samfund. Lønmodtagere går hver dag på arbejde og får en løn for deres arbejde, og virksomheden genererer et overskud, hvoraf størstedelen tilfalder vedkommende, der ejer virksomheden. Ejeren af virksomheden har ikke gjort sig fortjent til denne merværdi på andre måder end ved ejerskabet af virksomheden. Der sker altså også hen en udbytning, hvor virksomhedsejeren udnytter lønmodtageren. Nogle kritikere af Marx siger, at lønmodtagerne jo får løn for det arbejde de laver, at de selv får den værdi de har skabt. Men sat på spidsen: Hvorfor skulle arbejdsgiverne ansætte nogen, hvis ikke han fik profit ud af det?

Karl Marx beskrev det kapitalistiske samfund som et klassesamfund, hvor der er grundlæggende interessemodsætninger mellem to hovedklasser: proletariatet – arbejderklassen og bourgeoisiet – kapitalistklassen/borgerskabet. Interessemodsætningerne består i, at kapitalistklassen udbytter arbejderklassen, da de ved hjælp af deres ejerskab af produktionsmidlerne tilraner sig den merværdi, som arbejderne producerer. Ud over disse to klasser, der er Marx’ fokus, beskriver han et par andre klasser. De vigtigste er pjalte-proletariatet eller underklassen, der består af folk udenfor det kapitalistiske arbejdsmarked, og af samme grund ikke kan forsørge sig selv. Desuden påpeger han også, at der er en klasse kaldet petti-bourgeoisiet eller småborgerskabet, som er en samling af mennesker der ejer deres egne produktionsmidler, men som ikke har nogle ansatte – f.eks. en selvstændig skomager. Karl Marx forholder sig også til andre af samfundets grupper som de statsansatte.

Karl Marx mente, at gennem klassebevidsthed vil interessemodsætningerne udvikle sig til klassekamp, hvad der skaber klassebevidsthed og driver denne udviklingen er der mere uenighed om. Nogle mener den sker automatisk, andre at det kræver organisering af arbejderklassen og der kan også være helt tredje forklaringer. (Karl Marx mente også noget forskellige alt efter tidpunktet i hans liv). Klassekamp kan karakteriseres som en konflikt mellem to eller flere klasser om fordelingen af magt og ressourcer. Ifølge Marx er det denne klassekamp, der gennem tiden har drevet historien, hvilket udtrykkes i Det Kommunistiske Manifest med sætningen ”Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie.”. I antikken var det en klassekamp mellem slaver og slaveejere, i middelalderen stod kampen mellem herremænd og fæstebønder og i dag findes klassemodsætningerne mellem lønmodtageren og kapitalister. Konflikten mellem slaverne og slaveejerne i antikken var meget tydelig, idet slaveejerne faktisk ejede dem. I middelalderen var den også relativt tydelig, da fæstebønderne et antal dage om ugen skulle arbejde for herremanden. Med industrisamfundet blev interessekonflikten endnu mere slørt, da arbejderne pludselig fik løn for det arbejde de udførte for kapitalisterne. Ikke desto mindre eksisterer de, da arbejderen bliver udbyttet og ikke får tilstrækkelig del i merværdien jf. det i ovenstående beskrevne princip om udbytning. Interessemodsætningerne i nutidens Danmark er omend endnu mere slørede – mere herom senere.

(Ovenstående er en meget forenklet beskrivelse af kritikken af det kapitalistiske samfund, der ikke tager højde for eller medregner en masse forskellige faktorer – læs en grundigere udfoldelse af Marx kritik af kapitalismen, samt de bagvedliggende principper i artiklen: ”SF og SFUs historie og ideologi”)

Marxismen efter Marx

Efter Marx opstod et fortolkningsrum – først og fremmest havde han ikke nået at færdiggøre de to sidste bind i ‘Das Kapital‘, som blev skrevet færdig og udgivet af Friedrich Engels, ligeledes var det i Marx værker flere steder ladet op til læseren at slutte en tolkning. Desuden skal man også huske, at der ikke er nogen garanti for, at en teori er den bedste blot fordi den kommer Karl Marx’ hånd – tværtimod kan det være ønskeligt, at der er folk, der tør at udvikle den – især, hvis teorien også skal fungere 200 år efter dens opståen. Midt i 1800-tallet var der f.eks. ikke så meget som tænkt på de klimaproblemer, som vi senere er blevet opmærksomme på, at vi er nødt til at løse. Derfor er marxismen blevet udviklet og tilpasset siden Marx.

Noget af det, der fik indflydelse på udviklingen af marxismen var de erfaringer, der blev gjort forskellige steder i arbejderbevægelsen op gennem 1900-tallet, der var præget af både voldelige og fredelige forsøg på at skabe et socialistisk samfund. På baggrund af disse erfaringer deltes marxisterne hurtigt to fløje, med hver deres fortolkning af Marx: en kommunistisk og en socialdemokratisk. Striden gik især på, om vejen til det socialistiske samfund gik gennem væbnet revolution eller gennem reformer. Konflikten trækker på flere måder paralleller til den diskussion Karl Marx efter sigende havde med sig selv på sine ældre dage – fra i sin ungdom at have ment, at revolutionen kom af sig selv begyndte han i højere og højere grad, at hælde til, at revolutionen kom gennem organisering af arbejderklassen. (Her revolutionen forstået som en fundamental forandring af samfundet og ikke nødvendigvis en væbnet revolution)

Det bør bestemt også nævnes, at løbende kommer moderne tolkninger, der bidrager med nye vinkler og med udgangspunkt i Marx grundlæggende analyse udvikler marxismen til vores samfund i dag.

(Læs: ”Antonio Gramsci – Fangen, der lærte os at sprænge lænkerne”, ”Moderne marxisme: Marxisme på amerikansk” og ”Marx og folkesocialismen” )

Samfundet ændrer sig – nye klasser på nye præmisser?

Anders Fogh indledte 00’erne med at erklære at ”Klassesamfundet er opløst. Klassekampen er slut[1] ved folketingets åbning i 2003 og han er langt fra den eneste, der har sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt der i dagens Danmark findes klasser. Dertil kommer en lang række af sociologer, journalister og politikere, der mener, at den marxistiske inddeling af klasser, hvor man inddeler efter erhverv og stilling i produktionsapparatet, er forældet. Selv Helle Thorning-Schmidt har ofte ytret sig kritisk overfor klasser og interessemodsætninger – blandt andet i sin tiltrædelsestale som formand for Socialdemokratiet i 2005 og flere gange siden. En af dem var 19. november 2010 til Weekendavisen, hvor hun sagde: ”Det er længe siden Socialdemokraterne har talt om klasser og klassesamfund. Hvis vi i Danmark skal fremad, så skal vi arbejde i fællesskab. Jeg accepterer ikke tanken om, at vi er modstående klasser”. En noget bastant udmeld – og måske mest af naiv – fra en formand for et parti, der på alle måder er udsprunget af marxismens idealer, og som idag har en vision om at repræsenterer den brede befolkning i Danmark. At Helle Thorning ikke har ret, når hun påstår, at der ikke findes modstående klasser med forskellige interesser, bliver allermest tydeligt, når man tænker på den økonomiske krise vi netop har været igennem. En ting er, at det op gennem 00’erne var en økonomisk elite, der gennem skattelettelser og fradrag fik den klart største andel af det økonomiske opsving. En anden ting er, at der også i dag foregår en kamp om, hvordan krisens byrder skal fordele – det er i høj grad lønmodtagerne, der har fået lov at holde for. Det ser man f.eks. når man kigger på de overenskomster, der bliver indgået på såvel det private, som det offentlige arbejdsmarked, hvor løntilbageholdenhed eller direkte løntilbagegang har været gennemgående. Samtidig ser man, at topchefer og direktører (i især bankerne) fortsætter lønfesten og indkassrer store bonuser for at forhandle de løntilbageholdende overenskomster hjem. Helle Thornings kommentar i Weekendavisen afspejler dog den nyorientering Socialdemokratiet har foretaget sig i retning af det småborgerlige-neoliberale de sidste år med inspiration fra Toni Blair, Gordon Brown og Anthony Giddens’ ’New Labour’-projekt i England.
Men måske er det også et fair spørgsmål at stille her over 150 år efter grundstenene til den marxistiske ideologi blev lagt. En ting er i hvert fald sikkert: det danske samfund har ændret sig markant:

  • Klassebevidstheden er faldende – kun meget få identificerer sig i dag med deres klasse. Hvad der er konsekvenser heraf og hvad der har ført til dette kan være svært at adskille, men man kan se en række tendenser i relation til klassebevidstheden: organiseringsgraden på arbejdsmarkedet er faldende. De rigtige fagforeninger bløder medlemmer, mens de gule fagforretninger har stigende tilslutning. Desuden er der en tendens til, at klassiske arbejderfag med stærk tradition og identitet bliver mindre og nye fag udvikler ikke samme stærke identitet og tradition om deres fag. Sidst – men ikke mindst – er det tankevækkende, at kun hver tredje med faglært eller ufaglært baggrund ville stemme på Socialdemokratiet, SF eller Enhedslisten, hvis der var valg i dag.
  • Velfærdsstaten og overenskomster, der op gennem 1900-tallet blev sikret af en stærk arbejderbevægelse, har øget ligheden og generelt løftet levevilkårene. At dømme efter den offentlige debat skulle man mene, at ethvert ungt menneske har et liv liggende foran sig med uanede muligheder så længe evnerne rækker. Man får nemt det indtryk, at ens sociale baggrund ikke længere har betydning for ens muligheder,  med hjælp fra velfærdsstatens goder er vi faktisk blevet ’vores egen lykkes smed’.
  • Globalisering og teknologi har gjort en lang række typiske produktionsarbejdspladser overflødige eller flyttet dem til områder, der har markant lavere løn end den danske. Flere stiller spørgsmål ved, om vi overhovedet skal have produktion i Danmark i fremtiden og om vi ikke kan lave af vores viden.
  • Pensionsopsparinger vender ejerforholdene om. I dag har et klart flertal af danskerne private pensionsopsparinger, der gennem pensionsselskaber er investeret i aktier. På den måde er de danske lønmodtagere blevet stor-aktionærer i det danske erhvervsliv.

Den tidligere LO-formand Thomas Nielsen sagde da han i 1982 trådte af ”Vi har sejret ad helvede til” – spørgsmålet er, om arbejderbevægelsen i virkeligheden sejrede sig ihjel op gennem det 20. århundrede? Hvis man kigger på de ovenstående kendsgerninger fristes man til at sige: ”Ja, klasserne er udviskede. Danmark består i dag af en stor middelklasse!”. Her er man imidlertid nødt til at stoppe op og se på nogle af de kendsgerninger, der også kendetegner vores samfund:

  • Billedet af arbejdsklassen og lønmodtagerne er ændret – og glemt? Som gruppe er arbejdsklassen ikke forsvundet, selvom man nogle gange skulle tro det, når man følger med i medierne eller lytter til politikere. Den udbredte opfattelse af, at Danmark består af en stor middelklasse er på mange måder forkert – bogen ”Det danske klassesamfund”, der kortlægger de danske klasser, konkluderer, at 47% af danskerne må regnes som en del af arbejdsklassen. Det er 11 procentpoint mindre end i 1985 – tilgengæld er underklassen siden 1985 blevet større. Noget andet, der kendetegner arbejderklassen i dag er, at de fag, som beskæftiger arbejderne er nogle andre end det var tidligere: blot 17% er beskæftiget som håndværkere og fabriksarbejdere, mens handel og transport og det offentlige er blevet de to sektorer, der beskæftiger flest arbejdere med hhv. 25% og 26%[2]. Det betyder ofte, at de billeder som ellers velmenende mennesker kommer til at tegne af arbejderklassen er forkert, da de tager udgangspunkt i den gamle stereotype opfattelse af en arbejder, hvilket igen fremmedgør de mennesker de mennesker, der er arbejdere i dag.
    Når man kigger på undersøgelser af arbejdsmiljø og indflydelse på arbejdspladsen viser det klart, at folk i arbejderklassen både har mindst indflydelse på deres arbejdsdag og at arbejdsklassen oplever klart det mest belastende arbejdsmiljø. Der er med marxistiske linser heller ingen tvivl om, at lønmodtagerne stadig ikke får den værdi der tilkommer dem [3]
  • Klasserne i Danmark reproducerer (stadig) sig selv gennem social arv – og de seneste år har der været en bekymrende tendens til, at den sociale arv er stigende. Selvom vi i dag lever i et samfund, hvor det kan lade sig gøre at springe de sociale strukturer, er det stadig mere regel end undtagelse, at man ender i samme klasse som ens forældre. Ydermere er det ikke blot en uretfærdighed, der appelrer til vores samvittighedssans – det er også et samfundsproblem, at folk uddannes efter hvilken klasse deres forældre tilhører og ikke efter talent, snilde og dygtighed i forhold til et givet fag. På den måde ender vi med en arbejdsstyrke, der ikke er så god som den kunne være[4]
  • Globalisering og pres på arbejdsmiljø, løn og rettigheder. Globalisering har medført, at danske arbejdspladser i stigende grad flyttes til især Asien, men ikke nok med at arbejdspladser flytter; presset på de, der bliver tilbage, bliver større, da bl.a. østeuropæere søger til Danmark og resten af Vesteuropa for at finde arbejde. Der er en tendens til, at østeuropæerne er villige til at gå til en lavere løn under dårligere vilkår og med dårligere rettigheder – grundene hertil er mange – men sikkert er det, at det presser de danske forhold. Mange frygter det de kalder ’race to the bottom’. Ligeledes er det ikke en særlig stor andel af de østeuropæiske arbejdere der er organiserede i en fagforening. Det presser de danske lønninger ned, og skaber forventninger om, at arbejdere generelt bør accepterer dårligere løn, dårligere arbejdsmiljø og dårligere rettigheder. Allerede nu oplever vores nabolande eksempler på ‘working poor‘ – folk der arbejder fuldtid til en så dårlig løn, at de befinder sig på eller under fattigdomsgrænsen.
  • Vi kan ikke flytte alt produktion – hvor meget man end snakker om videnssamfundet og at vi skal leve udelukkende af viden i fremtiden, kan man ikke se bort fra, at der er mange manuelle arbejdsopgaver, der ikke kan flyttes til Asien – hvem skal bygge vores huse, transportere vores varer, passe børn og ældre, reparere vores biler og så videre. Det bliver næppe kineserne!
  • Fordelingen af krisens byrder har været skæv – helt aktuelt er det, at omfordelingen op gennem 00’erne gik fra lav til høj, og i en tid, hvor krisens byrder skal fordeles ser man endnu engang, at det er almindelige mennesker, der må holde for, mens en elite forsætter lønfest mv.

Med dette i mente tegner der sig tydeligt konturerne af klasser – spørgsmålet er så, hvad vi skal inddele dem efter? Siden Marx har især flere sociologer som Max Weber (1864-1920) og Pierre Bourdieu (1930-2002) vægtet andre ting i deres analyser af samfundet og dets klasser. Sidstnævnte hævder f.eks., at social og kulturel kapital også har stor betydning for, hvilken klasse man tilhører.

Herhjemme foregår for tiden en lignende debat om, hvordan man bedst karakteriserer Danmark som klassesamfund. I løbet 2012 er kommet ikke mindre end to væsentlige bidrag til, hvordan Danmark i dag skal forstås som klassesamfund – begge disse støtter ideen om, at Pierre Bourdieus teorier bør fylde mere i beskrivelsen klasserne. Det er bøgerne ”Det danske klassesamfund – et socialt Danmarksportræt” og ”Det skjulte klassesamfund”, der hver for sige forsøger, at indkredse de sociale strukture, som de ser ud i dag. Flere vil dog hævde, at forfatterne til begge bøger går for vidt i deres påstande om at uddannelse samt social- og kulturel kapitals betydning for klasserne i Danmark.

(Læs: ”Faglitteratur”)

SFU og marxismen i praksis

I SFU vedkender vi os primært marxismen som et analyseredskab til at beskrive de uretfærdigheder som det kapitalistiske samfund producere. Den marxistiske analyse bør være en rettesnor, der kan udspænde nogle overordnede retningslinjer for: 1) hvordan vi skal udforme vores politik og 2) hvem det er vi kæmper for, og hvilke grupper vi skal prioriterer højere end andre.

Dog ser vi ikke marxismen som den endeløse sandhed – med andre ord forkaster vi Vladimir Lenins sætning ”Die Lehre von Karl Marx ist allmächtig, weil sie wahr ist” (1913) (‘Karl Marx’ lære er almægtig, fordi den er sand.‘). Marxismen er ikke en endegyldig sandhed, men en god videnskabelig teori, der kan udvikles og forbedres. I øvrigt bør man desuden i alle henseender bruge sin sunde fornuft og altid have en kritisk men konstruktiv i sin tilgang til såvel analyser af samfundet som politik i sin helhed.

Marxismen er imidlertid ikke det eneste par briller vi ser samfundet igennem – derimod mener vi bl.a. at den marxistiske analyse kommer til kort, når man skal beskrive de mekanismer, der skaber ulighed mellem køn. Derfor vedkender vi os også feminismen (se feminisme).

(Læs: Feminisme og SFUs strategi for forandring)


[1]Ved folketingets åbning den 7. oktober 2003. (http://www.stm.dk/_p_7446.html)

[2]Det Danske Klassesamfund, s. 14-15, 62-63,

[3]Det Danske Klassesamfund, s. 67-69

[4]Det Danske Klassesamfund, s. 59-61

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s