Opstilling fra Niels Randlev Hundebøl

Personoplysninger
Nils Randlev Hundebøl, 22 år, studerende v. Aarhus Universitet m. fysik som hovedfag

Erfaringer
Jeg har været bestyrelsesmedlem, formand og kasserer i SFU-Århus, jeg har været kasserer i SFU-Østjylland og jeg har været først menigt medlem og siden sekretær for Miljøudvalget, endelig er jeg medlem af Landsledelsen. Udover arbejdet i SFU har jeg været med i gruppen omkring Ungdommens 1. maj i Århus i 2006 og 2007 og jeg har siddet i SF-Århus’ fællesbestyrelse.
I SFU-Århus har jeg styret en økonomi på flere hundredtusinde kroner, som er vokset under min tid som kasserer pga. bedre udnyttelse af kommunale tilskudsordninger og en generel øget aktivitet som bl.a. skyldes en ændring af ledelsesstrukturen i afdelingen, så den passede bedre til organisation og medlemmer. Konkret blev ansvaret for faste opgaver delt ud på flere personer. Endelig er jeg gennem ledelsesarbejde sat ind i SFU’s centrale økonomi.

Politisk fokus
SFU’s politiske fokus bør overordnet set tage baggrund i en løbende analyse af vores vigtigste kampe på kort og langt sigt, og hvordan vi aktiverer flest mennesker for vores folkesocialistiske projekt.
Det er folk flest som sammen med SFU og SF skal skabe en anden verden. Vores opgave er primært at sætte dem i gang ved at komme med politiske ideer, analyser og projekter, som peger mod et folkesocialistisk samfund.

Organisatorisk fokus
Vores arbejde de sidste års tid har vist, at vi kan påvirke den politiske dagsorden i Danmark og dreje den i vores retning. Det skal vi fortsætte med og samtidig fokusere mere på, at flere medlemmer bliver aktiveret og får redskaber til at gå ind i de mange kampe, vi skal kæmpe.
Det er gennem praktisk erfaring det enkelte medlem udvikler evner, så vi skal styrke regioner og afdelinger, skolingssektoren skal også skole i organisationsledelse og kampagnestyring og -udvikling for de lokale led. Vi skal desuden tilbyde særskilt skoling i lokal økonomistyring og anskaffelse af økonomiske midler, da dette er et område, der ikke har været prioriteret i SFU, og hvor der gemmer sig mange ressourcer til det lokale arbejde.

Økonomisk fokus
SFU har et par gamle økonomiske lig i lasten. Likviditetsproblemet og store gamle lån er en del af SFU’s økonomi på grund af uheldige økonomiske beslutninger og mangelfuld projektstyring. For at overkomme disse problemer må vi først og fremmest forhindre, at der opstår nye sager. Økonomien skal drives med et vågent øje på vores problemer og vi skal søge løsninger på dem, men vores centrale arbejde må ikke hæmmes herved.
SFU’s økonomi skal være mere gennemskuelig for almindelige medlemmer og inddrage flere i beslutninger og rådgivning. Til dette kan vi se på det at oprette et økonomiudvalg som skal tilbyde løbende indblik i økonomien for ledelsen og andre. Udvalget kunne samtidig søge efter nye indtægtskilder for SFU eller muligheder for besparelser.
Noget af det bedste vi kan gøre er at styrke økonomien lokalt og regionalt, gennem støtte til søgning af kommunale og andre lokale fonde. Lykkes dette vil det blive meget lettere at lave større SFU-aktiviteter og der vil eventuelt kunne frigives nogle midler nationalt, der vil kunne bruges til andre aktiviteter. Et økonomiudvalg kunne ligeledes arbejde med dette i samarbejde med regionssekretærer og organisationskonsulenter.

Jeg håber Landsmødet vil vise mig tillid til at varetage posten som Landskasserer. Jeg har en ambition om en nærdemokratisk organisation, der giver gode rammer for den lokale aktivisme. Økonomien skal styres med et vågent øje og være gennemskuelig, åben og inddrage mange i beslutningerne omkring den. SFU’s økonomi er til for at skabe socialisme og skal prioritere politisk aktivitet, der når ud til unge over hele landet.

Du er mere end velkommen til at kontakte mig på nrhund@yahoo.dk eller 29 45 52 24