Krisepolitik – i et klasseperspektiv

Krisen er over os. Denne artikel viser, hvor stor betydning vores forståelse af samfundet har for hvordan vi ønsker krisen løst.


Af Andreas Albertsen

Fra tid til anden har lande og samfund igennem historien oplevet at deres økonomiske vækst er stagneret, eller at de har oplevet en decideret økonomisk depression. Mest berømt eller berygtet er nok den verdensomspændende økonomiske krise, der ramte USA i 1928 og bredte sig til resten af verden. At denne krise havde alvorlige konsekvenser for verdens udvikling vil de færreste i dag benægte. At diskutere kriser er med den nuværende økonomiske krise igen relevant. Foråret var præget af international stagnation på aktiemarkedet, med deraf følgende nervøsitet, usikkerhed og påholdenhed. Kurserne har skuffet og de amerikanske rente og bankindgreb har flere gange vist sig ikke at have den ønskede effekt. Efteråret har Finanskrisen været et kæmpe emne i medierne og dens effekter på den reelle økonomi bliver markante. OECD forudsiger 8 millioner arbejdsløse blandt sine medlemslande. Når vi står i en sådan alvorlig krise, bliver det nødvendigt at diskutere følgerne af denne og hvorledes den løses. Fokus i det følgende vil være de klassemæssige følger af krisepolitik, og hvorledes forståelsen af en økonomisk krise eller recession og eventuelle løsningsmodeller på denne, ændres i fald man antager en optik der inkluderer de klasseprocesserne og at forskellige befolkningsgrupper indtager forskellige klassepositioner.

Krisen og løsningsforslag i et ikke klassemæssigt perspektiv
I et perspektiv der ikke anerkender eksistensen af klasser. Vil en krise altid blive analyseret som en trussel mod nationaløkonomien, mod samfundet og mod fællesskabet. Dette betyder, at alle i denne optik rammes nogenlunde lige hårdt (idet vi alle er en del af samfundet) – og at alle dermed skal holde for og tage deres del af slæbet. På denne måde kan krisepolitikken fokuseres på at finde den ”optimale løsning” – den der er bedst for samfundet. I denne optik er det nødvendigt at være stærkt kritisk og fordømmende overfor partier, eller samfundsgrupperinger, der forsøger at insistere på eksistensen af forskellige konfliktlinjer og varetage bestemte gruppers interesse når krisen skal løses.  Sådanne tilgange kan kun opfattes som 1) en modvilje mod at løse krisen eller 2) et forsøg på at friholde særinteresser fra at tage deres del af slæbet. Uden det klassemæssige perspektiv, vil krisen opfattes som et fælles problem – og løsningerne noget alle skal og bør deltage i.

Krisen og krisepolitik i et klasseperspektiv
Når en krise betragtes udfra et marxistisk samfundssyn, der anerkender konflikten mellem klasser i samfundet, vil den første opgave være, at forstå krisens effekter på samfundets forskellige dele. Herfra kan man gå videre til anerkendelsen af, at der med al sandsynlighed vil være mere end en måde at løse denne krise på. Dette er interessant fordi denne anerkendelse bryder med ideen om, at der findes en ”optimal løsning.” Når der findes flere løsninger, så rives løsningen af krisen bort fra eksperter og tilbage på politikkens område. Det bliver et spørgsmål det er muligt at være uenige om, et spørgsmål hvis løsning vil have fordelingsmæssige, samfundsmæssige og klassemæssige effekter. I et klasseperspektiv, der anerkender eksistensen af flere løsninger, giver det således ingen mening at tage ansvar og udvise ansvarlighed i forhold til den ”optimale løsning” – derimod giver det mening at forstå løsningen af kriser, som et spørgsmål om klassekamp. Styrken mellem de kæmpende klasser, og vores evne til at mobilisere, organisere og aktivere almindelige danskere vil i sidste ende afgøre hvilken løsning der vælges, og de tabende vil sikkert komme til at tage den største del af omkostningerne ved den valgte krisepolitik.

At krisen i dag er over os, er ikke til diskussion. Det store spørgsmål er hvilke konsekvenser den kommer til at få for samfundet vi lever i og hvem den kommer til at ramme hårdest. Hovedkonflikten i disse dage gå imellem de der ønsker mere marked og mindre stat i finanssektoren og de der ønsker at regulere finanssektoren. Ingen af disse løsninger er ”den optimale løsning” de er begge to udtryk for forskellige samfundssyn og forskellige forsøg på at skubbe krisens omkostninger over på bestemte samfundsgrupper. Øget regulering vil betyde faldende muligheder for spekulation og dermed en begrænsning af finanskapitalens indtjeningsmuligheder, mindre regulering vil betyde det stik modsatte og dermed  fastholde væsentlige samfundsmæssige ressourcer ude af samfundets kontrol.

Dette indlæg blev udgivet i Skoling: Skolingsartikler og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s