Hvad tænker afganerne om deres hverdag?

Det er altid svært at vurdere, hvilken vej det går i et land præget af konflikt. Dette står klart for enhver der forsøger at finde vej gennem strømmen af nyheder om Afghanistan. Da det for nyligt kom frem, at der ikke længere er et flertal i den danske befolkning for vores engagement i besættelsen af Afghanistan, reagerede de ansvarlige politikere med undren og overbærenhed. De forsøgte igen at fortælle os, at alt går den rette vej og var ærgerlige over, at dette ikke er blevet kommunikeret effektivt ud til befolkningen.

I England er der også dalende opbakning til besættelsen, men her kan politikerne også forsøge at krybe uden om.

På sin hvis er det jo rigtigt. Afghanistan er langt væk, og det er svært at følge med i det hele herhjemmefra. For at skabe klarhed over situationen har analyseinstituttet The Asian Foundation lavet en undersøgelse blandt den Afghanske befolkning. Dette har de gjort siden 2006, og de har nu udgivet en rapport der forsøger at drage konklusioner om, hvilken vej udviklingen går. Den udlægning der præsenteres her i denne undersøgelse er ikke fra smilende ansvarlige politikere, men fra de mennesker der hver eneste dag mærker krigens konsekvenser på deres krop. Efter at have gennemført over 6000 interviews med repræsentativt udvalgte afghanere fra hele landet er det nu muligt at sige lidt om, hvordan de oplever krigen.

Demokrati?
Med hensyn til demokratiet, er det slående læsning at ca. 75% af Afghanerne er tilfredse eller meget tilfredse med hvordan demokratiet i dag fungerer i Afghanistan. Dette meget høje tal, dækker dog over nogle helt andre forventninger til hvad demokrati er og hvad der kendetegner det, eksempelvis definerer 20% demokrati som ”islamisk demokrati.” og kun knap halvdelen har kendskab til at der afholdes valg i 2009. Der er også klart mest tilfredshed med lokale religiøse domstole frem for de statslige retsinstanser og faldende tilslutning i befolkningen til adskillelse af politik og religion (fra 37% i 2006 til 26% i 2008). Ligeledes støtter store andele at forbyde upopulære partier at holde møder. Det meget omtalte vestlige demokrati, synes altså at have lange udsigter i Afghanistan.

Hvem løser problemerne?
Når der spørges til hvilke lokale problemstillinger der optager befolkningen mest, viser det sig at mange er bekymrede over manglende vand og elektricitet (24%) og manglende veje/broer (16%). Her er det tydeligt at krigen har sat sine spor på afghanernes hverdag. I relation hertil er det problematisk at der er faldende tillid til, at de folkevalgte forsøger at løse disse problemer (fra 79% i 2006 til 56% i 2008). Ser man på, i hvor høj en grad de myndigheder det afghanske folk kontakter med deres problemer faktisk får disse løst scorer traditionelle institutioner som Mullah’er og klanledere højt (løsningsprocent på 68%), mens besættelsesmagtens tropper og NGO’er scorer lavt.

Går det bedre?
Der er en klar trend til at Afghanerne mener det går dårligere i landet. Mange Afghanere synes deres sikkerhedssituationen er forværret. Ligeledes mener en faldende andel at de og deres familie har det økonomisk bedre end under taleban (fra 54% i 2006 til 395 i 2008), andel der mener at familien har det ringer er dog kun steget fra 26 til 36%.
Der er øget tillid til det Afghanske politi og den Afghanske hær. En større andel af Afghanerne mener også at disse vil være i stand til at operere uden besættelsesmagten – dog ikke et flertal af befolkningen.

Rapporten er spændende læsning og giver et langt mere reelt indblik i Afghanernes hverdag end smilende Venstrefolk og forsvarsministre har tænkt sig at gøre på TV. Det er skræmmende læsning at vi som land er medansvarlig for Afghanernes forringede situation og at vi på ingen måde formår at fremstå som et attraktivt og klart alternativ til det gamle styre. Besættelsestroppernes tanks og fly løser i ikke afghanernes problemer og det mener afghanerne heller ikke politikerne gør. Man kan selvfølgelig håbe, at kurverne venner og at flere bomber vil bygge broerne op. Men det skal man efterhånden være temmelig naiv for at håbe.
Vi står i et land og prædiker en styreform de dårligt ønsker og ikke forstår, et retssystem de ikke mener er mere fair end lokale religiøse domstole og hveken tropper eller politikere løser afghanernes problemer.

Det ser sort ud for den Afghanske befolkning.

Dette indlæg blev udgivet i Reportager og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s