Hvem gider være offentligt ansat?

Af Andreas Albertsen

Udover at spørgsmålet om løn, der selvfølgelig isoleret set er vigtigt i den igangværende overenskomstkonflikt, er der også et andet vigtigt spørgsmål, hvor lønnen spiller en afgørende rolle. Det er i forbindelse med det såkaldte rekrutteringsproblem. Da denne problemstilling ikke har fyldt så meget i debatten, vil der indledningsvist kort blive redegjort for, hvad den går ud på og hvor stort problemets omfang er.


Rekrutteringsproblemets omfang og årsag

Rekrutteringsproblematikken handler grundlæggende om, at det bliver sværere at besætte arbejdspladserne i den offentlige sektor. Færre vil i fremtiden være at finde i den offentlige sektor. Dette er der mange grunde til, men som hovedårsager synes følgende at være rimelige at fremhæve: Den relative høje alderssammensætning i den offentlige sektor gør, at mellem ¼ og 1/3 vil gå på pension inden 2015. De relativt små generationer der i dag kommer ud på arbejdsmarkedet giver en lav tilstrømning. Rekrutteringsproblemet bliver yderligere forværret af, at den danske befolkning i takt med velfærdssamfundets udbredelse bliver gradvist ældre.1 Det betyder et voksende antal af mennesker der skal forsørges, og dermed et stigende behov for plejepersonale. Slutteligt bør det også nævnes, at den offentlige sektor mangler tiltrækningskraft på folk i løbet af deres arbejdsliv. De færreste opfatter det som en attraktiv karrieremulighed at skifte fra en privat til en offentlig stilling. Denne type rekrutteringsproblem relaterer sig til den manglende prestige ved at være offentligt ansat.
Mulige løsninger på generationsproblematikken?

Problemstillinger omkring generationers størrelse, er det svært at gøre noget ved nu og her. Det er selvfølgelig muligt, at bestræbe sig på, at sikre en senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Men denne strategi, der kunne involvere tiltag, som at hæve pensions- og efterlønsalderen, straffe tidlig tilbagetrækning hårdere økonomisk (gennem lavere udbetaling). Ingen af disse tiltag er dog omkostningsfrie ud fra et omfordelingsperspektiv, det må i høj grad betvivles, om det er en farbar var, at lade rekrutteringsproblematikken blive løst ved, at de med de laveste indkomster og det hårdeste arbejdsliv forhindres i at stoppe tidligere. Vælges denne vej, skal det i hvert fald være med bevidstheden om, at det er på bekostning af nogle af de svageste i samfundet.
Den offentlige sektor som en attraktiv arbejdsplads?

Det der reelt set kan gøres noget ved nu og her, er tilstrømningen fra de nye generationer og den offentlige sektors konkurrenceevne i forhold til den private. Hvis det ønskes, at befolkningen i uddannelsesvalg og senere jobvalg, skal vælge således at de bliver ansat i det offentlige, så skal dette være en god arbejdsplads. Der skal tages hånd om de mange der får stress2, der skal være anerkendelse og der skal være kollegaer nok. De to sidste ting, hænger uløseligt sammen med spørgsmålet om lønnens størrelse. Hvis arbejdspladser i den offentlige sektor, er lig med de jobs ingen tager frivilligt, vil der også blive set ned på folk der arbejder der. Hvis lønnen er lavere og hvis samfundets ansvarlige politikere konsekvent nedprioriterer denne del af velfærdssamfundet, så vil den generelle opfattelse også være negativ overfor beskæftigelse i det private. En sådan stemning omkring en bestemt type jobs, vil selvsagt påvirke folks valg og fravalg af karriere.
Bærer det lønnen i sig selv?

Det kan med en hvis rimelighed siges, at det også kan være en løn i sig selv at arbejde med mennesker. Selv er jeg tilbøjelig til at tro, at rigtig mange i den offentlige sektor, har valgt det job de har, ud fra et ønske om at arbejde med mennesker. Men naivismen må også have sine grænser. Det er en urimelig forestilling at tro, at den gode vilje hos de offentlige ansatte, kan få de der ikke bliver pensioneret til at løbe dobbelt så stærkt, kunne de det ville medaljehøsten ved det kommende OL være sikret. Det er en naiv forestilling, at folk der har et ønske om at arbejde med mennesker, ikke også har en familie at forsøge. Når pengene slipper op sidst på måneden, på trods af overarbejde og stress, så er det fuldt forståeligt, at man lige kigger en ekstra gang på jobannoncerne dagen efter, og ser om der er noget i den private sektor, der kan give mere. Så længe der er en væsentlig forskel i lønningerne mellem erhverv der kræver nogenlunde lige lang uddannelse – i nogle tilfælde mellem ufaglært privat arbejde og faglært offentligt – så længe vil der være et alvorligt rekrutteringsproblem og dermed et alvorligt problem for vores velfærdsstat.
Løn og Velfærd

Højere løn er således ikke kun et spørgsmål, om at nogen skal have mere i løn- Det er også et spørgsmål om, at vi som samfund skal anerkende den store indsats der ydes i den offentlige sektor, og at vi som samfund bidrager til at løse rekrutteringsproblemet. For velfærd er ikke blot love, dekreter og programmer. Velfærd er en masse handlinger og ydelser, disse kan kun komme fra ide og erklæring til virkelighed, hvis der er mennesker der står op hver morgen og leverer velfærden til helt almindelige mennesker. Overenskomster i det offentlige – det handler om velfærd.

Dette indlæg blev udgivet i Skoling: Skolingsartikler og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s