Global economy, Global justice, George F. Demartino

Anmeldelse af – “Global economy, Global justice”

Af Andreas Albertsen

I sin bog “Global economy, Global justice” beskæftiger George F. Demartino sig med spørgsmålet: “What makes for a good economic outcome”

Dette spørgsmål besvares implicit hver gang videnskabsmænd, forskere eller helt almindelige mennesker bedømmer en bestemt økonomisk politik. De besvarer dette spørgsmål fordi de i vurderingen af en økonomisk politik anvender forskellige kriterier, målsætninger og værdier.

DeMartino mener at rigtig mange mennesker udmærket er klar over, hvilke økonomiske politik neoliberale økonomer støtter, men ikke hvilke værdier der ligger til grund for dette, fordi normative overvejelser og diskussioner er forvist fra økonomien og overladt til filosofien.

Formålet med DeMartinos bog er, at diskutere det indledende spørgsmål, alt imens han på et teoretisk grundlag kritiserer neoliberalismens normative fundament. Bogen falder i 3 dele. Den første del gennemgår neoklassisk teori og forskellige egalitaristiske kritikker af denne. Den næste diskuterer neoliberalismens syns på værdier, konkurrence og handel, mens den sidste del indeholder DeMartinos forslag til hvordan et alternativt handelssystem kan indrettes.

Gennemgangen pointerer at neoklassiske økonomer betragter mennesker som havende en evne til at producere, og et ønske om at forbruge. Begge dele gør de rationelt og i en verden der kendetegnes ved knappe ressourcer og derfor nødvendiggør en lang række individuelle valg.

Efter gennemgangen af disse essenser, går DeMartino videre med en gennemgang af teorien om Paretooptimalitet. Dette bruges til at sige om en given økonomisk politik A er bedre end B, hvis mindst en person i samfundet ønsker A frem for B og ingen ønsker B frem for A. Som DeMartino tørt bemærker er dette meget elegant og sjældent anvendeligt i den virkelige verden. Dette er tilfældet fordi vi sagtens kan have to (eller mange) paretooptimale løsninger, som forskellige grupper i samfundet har modstridende holdninger til. Dette har makkerparet Kaldor-Hicks løst med kriteriet der er opkaldt efter dem. Dette kriterium siger, at det er helt fint at vælge A frem for B, hvis blot de der vinder under A potentielt kan kompensere de der vinder under B for deres tab – og stadig have noget tilovers.

Neoklassikerne og omfordeling

Et af de kendetegnene træk er, at der ikke laves værdidomme over hvad der giver folk nytte og det tillades ikke at lave interpersonelle nyttesammenligninger. Dette betyder også at de får et ambivalent forhold til omfordeling.

Grundlæggende mener neoklassikere at folk som udgangspunkt skal belønnes efter deres eget bidrag. Da mennesker har forskellige evner til at producere og derfor yder forskellige bidrag – skal de derfor belønnes forskelligt. Neoklassikerne når frem til dette på 2 måder. Den ene er et instrumentelt argument, det andet er intristisk.

Det intrinsiske stammer fra Lockes ide om menneskets selvejerskab, og dermed ejerskab til alt det som et menneske har produceret. Det instrumentelle er mere pragmatisk og mener at det vil give positive samfundsmæssige incitamenter, at belønne de der gør den største indsats. Det skal nævnes at langt de fleste neoklassikere er åbne overfor at omfordele til de der slet ikke kan klare sig selv.

Demartino har et par meget simple og intelligente indvendinger mod Neoklassikerne. Den første går på at det er dybt problematisk at betragte vores økonomiske præferencer som eksogent givne – og således ikke påvirket af markedet i form af fx reklamer og andre økonomiske institutioner. Anerkender man derimod at de kan påvirkes, bliver præferencerne til et mindre godt udgangspunkt for at vurdere økonomisk politik.

Den næste kritik handler om, at det giver uheldige implikationer at kategorisere alting som præferencer. Er det meningsfyldt at tale om at jeg har en præference for strikhuer og at mit ønske om at leve i et demokrati også er en præference? Her kan det indvendes at vi bør sige at nogle ting er “værdier” og ikke præferencer. Den første har betydning for mig som individ og på mine ørers temperatur, hvorimod sidstnævnte har betydning for hvilket samfund vi lever i.

Accepteres det at disse to valg er valg af forskellige ting, har det implikationer. For hvis det godtages at spørgsmålet om hvorvidt vi har demokrati, er en værdi. Så bør jeg som samfundsborger have fuld mulighed for at deltage i beslutninger om den, og ikke blot som forbruger på et marked med forskellige købekraft.

En kritik af manglen af interpersonelle sammenligninger, og den deraf følgende manglende omfordelinger gives også. For selvom det ikke er muligt meningsfyldt at sammenligne menneskers nytte. Så er det muligt at sammenligne så mange andre ting: forventet levetid, mulighed for skolegang og adgang til rent vand, og så omfordele ud fra disse kriterier.

Bogens 1. del afsluttes med en gennemgang af en række egalitaristiske kritikker af neoliberalismen. Der vil i denne anmeldelse kun blive gennemgået den marxistiske og den inspireret af A. Sen.

Den marxistiske kritik af neoliberalismen tager sit udgangspunk i Richard Wolff og Stephen Resnics klassebegreber, der kun kort vil blive introduceret her. Det fremførte argument minder meget om der DeMartino har fremført i sin artikel “Realizing class justice”. Her tages udgangspunkt i den samfundsmæssige organisation af merarbejdet, det vil sige at der tages udgangspunk i klasseprocesserne hvori personer producerer, distribuerer og tilegerner sig merarbejde. Med dette fremføres en kritik af udbytning hvor kapitalister tilegner sig det merarbejde arbejderne har produceret.

Karl Marx mente udbytningen skulle bringes til ophør – Dette gøres ved at lade arbejderne approprierer deres eget merarbejde. Ifølge DeMartino er der dog endnu en normativ fordelingsmæssig svar på det spørgsmål der indledte bogen. Det er det Marx fremfører i det kommunistiske manifest, hvor han skriver at distributionen skal være behovsbaseret.[1]

DeMarinos pointe er således, at hvis arbejderne approprierer deres eget merarbejde har vi som samfund opnået produktiv og appropriativ retfærdighed. Men det er også nødvendigt med distributiv retfærdighed.

Den del af egalitarismen der stammer fra Amathya Sen relaterer sig til begrebet “capabilities” – der lidt groft kan oversættes med det danske ord “evner”. Sen mener at vi skal ligestille mennesker således at de har lige evner. Det indebære en kraftig kompensation til de der ikke har samme evner som andre. Dette gøres for at give alle mennesker den samme substantielle frihed. Nødvendigheden af dette understreges af, at det ofte er de samme mennesker der mangler en lang række af disse evner. Derfor kan det ikke nytte med en lige fordeling af goderne, da folk har et uens evne til at udnytte disse. Sen gør sig ikke til dommer over hvorledes samfund skal indrettes, men opstiller nogle principper der skal tilstræbe at disse bliver befolket af substantielt frie individer.

Afslutningsvist må det siges, at DeMartinos bog er god til rigtig mange ting, og kan anvendes af rigtig mange mennesker. Dens overordnede pointe om økonomiens normativitet, og om at fundamentet også er til debat, er en pointe jeg kun kan håbe at mange vil tage med sig ud i samfundsdebatten.


[1] From each according to his abbility to each according to his needs

Dette indlæg blev udgivet i Skoling: Boganmeldelser og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s