SFUs strategi for forandring

I SFU arbejder vi for mere demokrati, ligestilling blandt kønnene og en retfærdig fordeling af verdens ressourcer. Sådanne samfundsforandringer kommer ikke af sig selv, men kræver en aktiv indsats og – ikke mindst – en strategi for denne indsats. En strategi kan lægges på flere niveauer. Dels er der SFU’s overordnede strategi, som i store vendinger beskriver, hvordan vi vil forandre samfundet. Denne behandles i første del. Og dels er der den strategi eller handlingsplan, som skal udarbejdes fra sag til sag. Denne behandles i sidste del.

En verden af konflikter

SFU’s strategi er skabt på baggrund af vores analyse af samfundet. I samfundet i dag findes der en grundlæggende konflikt sted om fordelingen af de goder, der bliver produceret og det overskud, der er i samfundet. I dag er der et lille mindretal, som sidder på den overvejende del af magten og goderne i samfundet. Det gælder globalt, hvor de 225 rigeste mennesker ejer lige så meget som 40 procent af verdens befolkning, og verdens tre rigeste mænd tilsammen ejer mere end de 48 fattigste lande<!–[if !supportFootnotes]–>[1]<!–[endif]–>. Og det gælder indenfor Danmarks grænser, hvor de rigeste 10 procent af befolkningen ejer 79,8 procent af den samlede formue<!–[if !supportFootnotes]–>[2]<!–[endif]–>.

Helt grundlæggende er der altså en interessekonflikt, der først og fremmest har to grupper på hver sin side:

  1. Et privilegeret og magtfuldt mindretal. De er først og fremmest magtfulde fordi, de har magten over det, der bliver produceret i samfundet og retten til at bestemme over andre menneskers arbejdskraft. Ligesom de er økonomisk privilegerede fordi, de får overskuddet fra de værdier, der bliver produceret.
  2. Det store flertal, der skaber samfundets værdier ved f.eks. at gå på arbejde hver dag, men som ikke ejer produktionsmidlerne og ikke får del i det overskud (også kaldet merværdien), de selv er med til at skabe. Dette mindretal har ikke på samme måde magt over egen hverdag eller over samfundet som helhed.

Den interessekonflikt – også kaldet klassekampen – er kampen om fordelingen af de værdier, som sidstnævnte gruppe skaber. Den finder sted på alle niveauer i samfundet, f.eks. når der skal forhandles lønninger på arbejdsmarkedet, eller når man diskuterer omfordeling af samfundets goder fra rig til fattig.

Det er dog vigtigt at slå fast, at opdelingen af befolkningen i grupper og klasser ikke skyldes en trang til at pege fingre ad nogen. Det er ikke sådan, at arbejdere altid er gode, eller at arbejdsgiverne er dovne, forædte og skurkagtige. Men de to grupper spiller helt overordnet forskellige roller i samfundet og har forskellige interesser. Som socialister står SFU på flertallets side – ikke fordi de er sødere, men fordi vi synes, det er mere fair og retfærdigt.

Det, der er interessant for de to interessegrupper er at vinde kampen – at sætte sig igennem og få præget verden i egen interesse. Det kræver magt, og derfor er magtforholdet imellem de to klasser afgørende for, hvordan verden ser ud.

Strategi på to ben

SFU benytter sig af en lang række forskellige arbejdsmetoder i vores arbejde. Helt grundlæggende benytter vi os dog af det, der ofte kaldes to-bensstrategien. Vi har ét ben i parlamentet (forsamlinger som folketinget, byråd o.lign), hvor vi kan arbejde for at gennemføre ændringer, der vil gøre livet lettere for almindelige mennesker og bringe os tættere på socialismen. Og vi har ét ben udenfor parlamentet, som når SFU f.eks. laver aktioner i gågaden eller når vi arrangerer koncerter som Rock mod Racisme. Det kan også være, når SFU er med til at arrangere de store velfærdsdemonstrationer d. 17. maj (de største i 20 år), eller når SFU’ere er aktive i deres elevråd eller elevorganisation. Når vi arbejder udenfor parlamentet skyldes det dels, vi vil aktivere almindelige mennesker og få dem til aktivt at kæmpe for en bedre hverdag, og dels fordi vi vil være aktive der, hvor almindelige mennesker er – vi er ikke et elitært parti. Kampen for en bedre verden udspringer ikke fra Christiansborg, men fra almindelige mennesker. Og forandringerne skal også gennemføres af almindelige mennesker, hvis det skal have noget vægt.

Her kæmper vi – og sådan kæmper vi

Magtkampen imellem de to grupper finder – i grove træk – sted på tre niveauer.

  1. Et politisk niveau
    Det gælder eksempelvis kampen om flertallet i folketinget, som regel givet ved forholdet mellem højre- og venstrefløj. Det er derfor, man traditionelt siger, at alle partier til venstre for Socialdemokraterne er en del af ”arbejderbevægelsen” – fordi de kæmper for det store flertal af mennesker, der kun kan sælge deres arbejdskraft. Det gælder også magtforholdet i de politiske organer i EU og andre politiske institutioner.
  2. Et dagligt niveau
    Det daglige niveau er der, hvor vi færdes i hverdagen. Det kan være på arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Her organiserer det brede flertal sig i f.eks. fagforeninger og elevorganisationer, mens mindretallet organiserer sig i f.eks. arbejdsgiverorganisationer.
  3. Et kulturelt niveau
    Kampen på det kulturelle niveau er i høj grad kampen om ideerne. Vi ser den eksempelvis, når de borgerlige partier kæmper for at lære unge mennesker i skolen om ”Gud, Konge og Fædreland” og andre emner, der handler om, hvordan verden ser ud. Verden fremstilles statisk, som om man ikke kan lave den om. Omvendt vil venstrefløjen til hver en tid kæmpe for fokus på, at verden kan laves om. Venstrefløjen taler eksempelvis om, at alle elever skal kunne at ”tage stilling” til det, de lærer og forholde sig kritisk til omverdenen.

På samme måde er der altså tre niveauer, vi skal have lavet en strategi for. Strategien er vores metode til at vinde magtkampen.

  1. Vores strategi på det politiske niveau er først og fremmest at kæmpe for konkrete politiske sejre i Folketinget og på andre politiske niveauer (mere i SU, bevare efterlønnen, mindre CO2-udslip o.s.v.). Selvom vi har et perspektiv om et grundlæggende anderledes samfund, vil vi gerne være med til at skabe forbedringer indenfor rammerne af det nuværende samfund.
    For at få disse forbedringer igennem, arbejder vi for at danne en alliance af arbejder(venstrefløjs)partierne i Danmark. SF udgør sammen med Socialdemokraterne og Enhedslisten centrum-venstre i Danmark. SFU anser begge partier som vigtige alliancepartnere i kampen for socialisme på trods af, at begge partier er forskellige fra SF og SFU. På den ene side har Socialdemokraterne fjernet sig fra socialismen. Vi skal dog ikke afskrive dem, for på kort sigt er de formodentlig svære at komme udenom, hvis der skal dannes et flertal til venstre for midten. På den anden side står Enhedslisten, der i langt mindre grad end SF arbejder indenfor rammerne af det nuværende system. De har ofte øjnene så stift fokuseret på endemålet, at de glemmer de daglige sejre, som er vigtige for at vinde opbakning i befolkningen.
  2. Vores strategi for det daglige (også kaldet det faglige) niveau er at opdyrke brede, demokratiske masseorganisationer, der er parat til at slås. Hvis man tager en typisk elevorganisation som eksempel, så betyder det i praksis, at vi:
    1. Arbejder for at bevare bredden. Vi ønsker ikke elevorganisationer, der har socialisme stående øverst på deres dagsorden og dermed skræmmer almindelige elever væk. Vi vil heller ikke kæmpe så hårdt for at få elevorganisationen til at arbejde for venstreorienteret politik, at det skaber interne splittelser og konflikter. Vi vil altså arbejde for elevorganisationer, der favner bredt. Det gør nemlig, at de kan nå ud til flere unge.
    2. Kæmper for demokratiet. Vi vil ikke have topstyring i elevorganisationer, ligesom vi ikke selv vil kuppe organisationerne. Vi arbejder ikke for marionet-organisationer, men for demokratiske organisationer hvor eleverne selv har magten.
    3. Arbejder for handling. Når interessekonflikten bliver tydelig – hvis der eksempelvis indføres brugerbetaling eller skæres ned på uddannelse – er vi parat til at slås. Først og fremmest fordi vi derigennem kan vinde sejre til flertallet. Dernæst fordi vi ønsker, at flertallet selv skal arbejde for at gøre op med uretfærdigheder i deres hverdag. Det kan de bl.a. gøre igennem aktiv kamp som strejker eller demonstrationer.
  3. Vores strategi for det kulturelle niveau er at skabe en tro på forandring – at det er muligt at skabe et andet samfund. Det betyder eksempelvis, at vi arbejder for at styrke fagkritikken i undervisningen. Elever og studerende skal ikke kun kunne repetere deres stof, men også kunne forholde sig kritisk til det de lærer. Når man har økonomi i samfundsfag, burde det ikke kun handle om, hvordan det økonomiske system fungerer, men også om hvordan det kan laves om og forbedres. På et mere teoretisk plan arbejder vi for at skabe en modkultur til det nuværende samfund. Samfundet i dag er præget af en ideologi, der udbredes gennem opdragelse, uddannelse, loven, medierne, kirken o.s.v. Arbejderbevægelsen må således skabe deres egen ideologi og kultur, som vi kender det fra arbejderbevægelsens fodboldklubber, gymnastikforeninger, oplysningsforbund, ligkistemagasiner o.s.v.

Nu har vi gennemgået de tre niveauer, hvor magtkampen mellem interessegrupperne udfolder sig. Det er klart, at vi i virkelighedens verden ikke kan trække så klare skillelinjer. F.eks. arbejder elevorganisationer fra det faglige niveau også på at påvirke det politiske niveau, ligesom det politiske niveau søger opbakning fra det faglige o.s.v. Det kan eksempelvis styrke en kamp på det politiske niveau, at fagbevægelsen har arrangeret store demonstrationer, fordi det kan gøre det lettere at få et forslag igennem eller stemt ned i folketinget, når mange mennesker har vist, hvad de mener.

Konkret strategi – at lave en handlingsplan

SFU’s helt overordnede strategi skal selvfølgelig udmøntes konkret fra sag til sag. Til den udmøntning er der en række konkrete spørgsmål, man skal stille sig selv, når man skal analysere og reagere på en sag. Det første spørgsmål, man må stille sig selv, når strategien skal begynde at tage form, er ”hvad er mit mål?”. Hvis ikke vi selv er fuldstændig på det rene med hvad vores mål er, skal vi ikke gøre os nogen forhåbninger om at overbevise andre om, at det er fornuftigt – endsige få dem gennemført. Et eksempel på et mål i en konkret sag kunne være at få et ungdomshus i byen, som byens unge kunne være med til at styre selv og bruge som musikalsk samlingssted. <!–[if supportFields]>xe “mål”<![endif]–><!–[if supportFields]><![endif]–>

Oftest er det sådan, at når man har givet svaret på, hvad det overordnede mål er, er det ikke fuldstændig indlysende, hvad der skal til for, at man når målet. Man må derfor opstille en række delmål. Delmålene har den funktion, at de dels er lettere at se gennemført end det overordnede mål og dels, at når man har gennemført alle delmålene, ja så har man også nået det overordnede mål.<!–[if supportFields]>xe “delmål”<![endif]–><!–[if supportFields]><![endif]–>

Hvis man f.eks. vil have kommunen til at oprette et ungdomshus, kan delmålene være:

Delmål:

<!–[if !supportLists]–>- At kommunen skal stille et hus til rådighed <!–[endif]–>

<!–[if !supportLists]–>- At engagere unge gennem foreningerne og uddannelsesinstitutionerne i byen til at være med til at bruge og styre huset og<!–[endif]–>

<!–[if !supportLists]–>- At få byens musikforretninger til at sponsorere musikanlæg og øvelokaler.<!–[endif]–>

Selv om disse delmål kan virke lidt flyvske, er det lettere at se, hvad der skal til for, at de bliver opfyldt, end ved det overordnede mål. Disse delmål kan konkretiseres yderligere i et nyt niveau af delmål. Eksempelvis kunne en konkretisering af delmål 2 være også at involvere unge, der ikke i forvejen er medlem af foreninger i arbejdet med huset

Det næste trin i udformningen af vores strategi er at se på, hvilke midler, der står til rådighed. Midlerne er redskaber til at nå fra den nuværende tilstand til vores delmål. Midler kunne f.eks. være at skrive et brev til byrådet, at lave spørgeskemaundersøgelser og debatmøder på skolerne, at producere en folder, der skal distribueres til foreningernes medlemmer osv. Midlerne beskriver helt konkret, hvordan vi når frem til vores delmål. Nu er vi godt på vej til at have nået vores mål.<!–[if supportFields]>xe “midler”<![endif]–><!–[if supportFields]><![endif]–>

Men der er en hurdle, der skal overvindes først. Det er langt fra altid, at SFU kan gennemføre sine forehavender alene. Det er nødvendigt at finde alliancepartnere, der vil kunne hjælpe os et stykke af vejen mod vores mål. Her må man overveje, hvem der kunne tænkes at have lignende mål i den konkrete sag.

Det er selvfølgelig ikke helt ligegyldigt, hvem man samarbejder med. Selv om man kan have fælles mål i en konkret sag, kan det at samarbejde vise sig at have uheldige konsekvenser på lang sigt. En SFU-afdeling kan måske finde fælles fodslag med militante autonome i en sag, men selvom man kommer nærmere på sine mål i den konkrete sag, kan man godt skade sine muligheder for fremtidige alliancer med andre parter, fordi de ikke kunne tage SFU alvorligt eller ikke ønskede at blive set sammen med os, ligesom det kunne skade SFU’s opbakning i befolkningen i øvrigt.

Man skal også huske på, at selvom man får gennemført et projekt som f.eks. at få unge til at engagere sig i politik eller få oprettet et ungdomshus, er det ikke nødvendigvis en sejr for SFU’s overordnede strategi – et mere folkesocialistisk samfund – hvis det betyder, at f.eks. Venstres Ungdom får al opmærksomheden og hele æren for projektet. Det er vigtigt for SFU’s overordnede strategi, at folk forbinder de positive ting SFU udretter med SFU og SF, så det kan medvirke til at trække samfundet i en mere folkesocialistisk retning.

Vores modstandere<!–[if supportFields]>xe “modstandere”<![endif]–><!–[if supportFields]><![endif]–>

SFU har selvfølgelig også modstandere i de sager, vi kæmper for. Det er dem, der har interesser, der går på tværs af vores og som derfor ønsker at nå andre mål end os, og forhindre os i at nå vores. I eksemplerne ovenfor kunne det være de borgerlige partier, der ikke ønsker at bruge deres vælgeres penge på et ungdomshus. Det er ikke altid, at vores modstandere fremstår så oplagt, men i langt de fleste sager er der en modstander, der opererer mere eller mindre åbenlyst for at fremme sine interesser.

Vores modstandere ønsker selvfølgelig at forhindre, at SFU får held med sit forehavende. De vil også alliere sig, hvis det er nødvendigt, og i mange tilfælde vil de forsøge at alliere sig med aktører, som SFU også kunne tænkes at alliere sig med.

Handlingsplanen

Når man skal behandle et konkret spørgsmål er det en god ide at samle alle punkterne i en handlingsplan, som I kan gennemgå punkt for punkt. Når den er lavet vil I være langt mere bevidste om, hvilke udfordringer I kan møde hen ad vejen og hvem, der er jeres oplagte samarbejdspartnere. Handlingsplanen skal således indeholde:

  1. Identificer interessekonflikter: Er der noget i den sag, der er i nogle gruppers oplagte interesse? Er der nogen, der åbenlyst ikke har interesse i sagen?
  2. Identificere niveau(er): Hvilket niveau (politisk, dagligt og kulturelt) befinder vi os på? Er der flere niveauer i spil, eller kan man måske inddrage flere? Husk, at de forskellige niveauer kan understøtte hinanden.
  3. Udarbejde en konkret strategi for, hvordan I vinder jeres kamp. Denne skal indeholde.

<!–[if !supportLists]–>o Jeres mål<!–[endif]–>

<!–[if !supportLists]–>o Jeres delmål<!–[endif]–>

<!–[if !supportLists]–>o De midler I kan og vil bruge<!–[endif]–>

<!–[if !supportLists]–>o De alliancepartnere I kan og vil bruge<!–[endif]–>

<!–[if !supportFootnotes]–>


<!–[endif]–><!–[if !supportFootnotes]–>[1]<!–[endif]–> UNDP’s Human development report fra 1998<!–[if !supportFootnotes]–>[2]<!–[endif]–> Danmarks statistik: Statistisk 10-årsoversigt fra 1998

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Skoling: Skolingsartikler og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s