Socialismen som mulighed og aktuel udfordring

Curt Sørensen:

Socialismen er død, siger man. Ikke blot den økonomiske elite, men også den store flok af ledende politikere, organisationsfolk, mediefolk, opinionsmagere og mainstream intellektuelle synes at være enige om denne konstatering. Dette dødsbudskab indgår som et grundaksiom i tidens konventionelle visdom og den dominerende ideologi. Men kan det være rigtigt? Socialismen udgjorde faktisk en stor social, politisk og teoretisk strømning gennem hele Europas nyere historie. Kan en sådan lang historisk tradition forsvinde så pludseligt og sporløst? Anfægtende tidens massive konformitet og den nye politiske korrekthed skal jeg hævde, at socialismen stadig udgør en aktuel udfordring og at den bygger på realiteter i virkeligheden selv.

Selve ordene og begreberne ’socialisme’ og ’socialister’ begyndte at dukke op i den offentlige debat, også på tryk, i 1820’erne og 1830’erne. Hvad betydningsindholdet angik, så betegnede ordet ’socialister’ på den tid de der kritiserede den uhæmmede markedsøkonomi, og som fremhævede betydningen af ’det sociale spørgsmål’, samt betydningen af socialt fællesskab.<!–[if !supportFootnotes]–>[1]<!–[endif]–> Mange af de tidlige socialister opererede endvidere med ofte detaljerede planer for et alternativt samfund, som skulle erstatte det bestående. Det gjorde Marx som bekendt ikke. Hans hovedværk hed ’Kapitalen’, ikke ’Socialismen’.<!–[if !supportFootnotes]–>[2]<!–[endif]–>

Ser vi på socialismens videre udfoldelse i dens mest massive udviklingsområder i Europa, så var der mange nuancer og retninger. Men i sin hovedudfoldelse kan socialismens historiske program angives i 4 hovedpunkter, nemlig: for det første kravet om politisk demokrati med almindelig og lige valgret, og i forlængelse heraf en videre vision om en på én gang horisontal og vertikal demokratiudvidelse: horisontalt ind i det økonomiske livs område i form af ’industrielt demokrati’ eller ’økonomisk demokrati’. I de mere vidtgående forestillinger opererede man endvidere med en vertikal demokratiudvidelse forstået som nedbrydelsen af skellet mellem de regerende og de regerede og stærkt øget folkelig deltagelse. Den horisontale demokratiudvidelse indebar naturligvis, at man antastede den rådende privatejendomsret til produktionsmidlerne.

Et andet hovedpunkt i socialismens historiske program var visionen og kravet om lighed. Dette indebar ikke nødvendigvis et samfund præget af ensartethed, men et egalitært samfund. Et samfund uden store uligheder og uden fattigdom og social nød, et samfund med lige muligheder og rettigheder, et samfund, hvor man respekterede et grundprincip om alles lige ret til sundhed og liv, et princip der må siges at være forudsætningen for alle andre rettigheder. I den konkrete politik fremførtes kravet om lighed som bekendt først som et krav om lige ret med samfundets øvrige medlemmer og herunder krav om indførelse af lige og almindelig valgret.

Det tredje hovedpunkt var forestillingen om solidaritet. Man udviklede her en vision om et samfund uden den egoistiske selvfremføring og alles kamp mod alle, der prægede allerede datidens samfund og som er blevet så dominerende i dag. Man forestillede sig et alternativt samfund præget af fællesskab, sammenhold og gensidig hjælp og anerkendelse.

Det fjerde hovedpunkt er ofte overset, men ikke desto mindre centralt. Det er visionen om alsidig selvudvikling. Det slog igennem allerede i de tidlige forestillinger og krav og blev derefter praktiseret i den europæiske arbejderbevægelses vældige kulturarbejde. Forestillingen om menneskenes ’selvudfoldelse’ var ikke lig med liberalismens forestilling om atomiserede individers forfølgelse af egeninteressen. Hvor liberalismen så og ser mennesket som et stadigt nyttemaksimerende individ og en umættelig forbruger, der så og ser socialismen mennesket som et væsen der søger at udvikle de evner og færdigheder det har i sig. Mennesket er herunder et zoon politicon i Aristotelses’ forstand. Selvudvikling og det sociale fællesskab var i socialismens teori og praksis ikke modsætninger, men gensidigt betingende og hinanden forstærkende momenter i en samlet proces. I socialismens kulturarbejde foregik selvudviklingen da også i samklang med udviklingen af solidaritet og fællesskab.

Ser vi derefter nærmere på socialismens oprindelse og udvikling, så kan vi identificere tre grundforhold. Socialismen var for det første i sin oprindelse et produkt af 2 vældige historiske begivenheder, det som den engelske historiker Eric Hobsbawm har kaldt ’den europæiske dobbeltrevolution’, nemlig den industrielle og den franske revolution.<!–[if !supportFootnotes]–>[3]<!–[endif]–> Både som faktisk social og politisk bevægelse og som teoretisk og ideologisk strømning blev socialismen født og båret frem af disse 2 historiske forløb. Socialismen udviklede sig derefter videre i takt med den moderne kapitalistiske udvikling og den moderne statsbygning.

For det andet så var arbejdernes bevidsthedsudvikling og fremadskridende mobilisering og organisering netop forankret i, ja en integrerende del af, den faktiske europæiske samfundsudvikling. Det var ikke så simpelt–som højrefløjens teoretikere fra Edmund Burke til Bent Jensen tror det- at der pludselig kom nogle ’ideologer ’ rendende og ’opviglede’ arbejderne. Arbejderne blev heller ikke socialister ved at læse bøger. Det var ’virkeligheden selv’, der var den store læremester. <!–[if !supportFootnotes]–>[4]<!–[endif]–> Ud fra deres egne livsbetingelser og deres egne erfaringer formede politisk bevidste arbejdere forestillinger og udviklede holdninger som rent faktisk var ’socialistiske’. Enhver strejke, f.eks., belærte dem om værdien af solidaritet. Deres kamp for anerkendelse og lige rettighder frembragte forestillingen og kravet om lighed, og kampen for valgret samt deres erfaringer i deres egen politiske bevægelse overbeviste dem om værdien af demokrati. Når disse erfaringer, opfattelser og krav derefter udvidedes til forestillingen om et helt samfunds organisering fremstod visionen om ’socialisme’.

Endelig, for det tredje, så kan man konstatere, at socialismens mest massive udfoldelse fandt sted i Vest- og Nordeuropa, i den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Efter det almindelige gennembrud for demokrati ved afslutningen af 1. verdenskrig udviklede den klassiske socialdemokratiske tradition sig for alvor i Tyskland, Østrig og i Skandinavien. I Tyskland og Østrig blev det politiske liv imidlertid hurtigt ekstremt polariseret, det nyetablerede demokrati brød sammen og den socialdemokratiske arbejderbevægelse led nederlag i en tragisk sammenfaldende proces.<!–[if !supportFootnotes]–>[5]<!–[endif]–>

I de skandinaviske lande blev det politiske demokrati derimod fastholdt og der udviklede sig her en ganske særegen magtbalance: kapitalens magt var stækket og holdt i skak af den politiske arbejderbevægelse, arbejdsgivernes økonomiske magt var modbalanceret af arbejdernes stærke faglige organisationer, den økonomiske politik var i vidt omfang aftalt og reguleret gennem en demokratisk korporatisme og kapitalistiske grundholdninger, værdier og mediemagt blev imødegået af arbejderbevægelsens modstående kultur. Dette var ikke ’socialisme’, men dog en foregribelse af socialisme. Et ’social demokrati’.<!–[if !supportFootnotes]–>[6]<!–[endif]–> Denne enestående sociale og politiske konstruktion, samt den stærke folkelige mobilisering der lå til grund herfor, er i dag gået tabt. –Dette er en væsentlig grund til at vi i dag kan tale om socialismen som et problem. Den anden væsentlige grund er naturligvis stalinismen i Øst.

Udviklingen i Rusland var nemlig ganske anderledes end i Vesteuropa. Der var tale om en fundamentalt anden problematik, det man senere kaldte udviklingslandenes problematik.<!–[if !supportFootnotes]–>[7]<!–[endif]–> Lenin var, sammen med Sun Yat Sen i Kina og Kemael Atatyrk i Tyrkiet, blandt de første U-lands politikere og –teoretikere. Da man ikke i samtiden havde identificeret og navngivet hele denne problematik, fortolkede både tilhængere og modstandere af den russiske revolution denne ud fra noget kendt, nemlig postulatet om socialisme og socialistisk revolution. Men den russiske revolution var ikke –og kunne heller ikke være- en ’socialistisk revolution’. Dertil vat landet for tilbagestående. Den sen-zaristiske elite havde kæmpet en fortvivlet kamp for blot at få udviklet en kapitalisme i Rusland, en anstrengelse der kun lykkedes delvist.

Den russiske revolution var heller ikke bare ’lavet’ af Lenin og bolsjevikerne. <!–[if !supportFootnotes]–>[8]<!–[endif]–> Man ’laver’ i det hele taget ikke ’bare’ en revolution. En revolution er et produkt af dybtgående processer i et helt samfunds udvikling.<!–[if !supportFootnotes]–>[9]<!–[endif]–> For Ruslands vedkommende landets dybe udviklingsproblem gennem århundreder, en række uløste problemer og konflikter i det sen-zaristiske Rusland, landets placering i den europæiske periferi og blandt stormagterne, 1. verdenskrigs prøvelser og udfald, og endelig aktørernes valg og handlinger i 1917 alle aktører vel at mærke, ikke blot Lenin og bolsjevikkerne.

Der var endvidere i Rusland i 1917 hele 3 revolutioner, nemlig februar-revolutionen, oktoberrevolutionen og ind imellem, som en langstrakt proces, en rullende spontan revolution, eller rettere sæt af revolter, i bunden af samfundet, nemlig soldaternes revolte, bøndernes revolte, arbejdernes revolte og de nationale minoriteters bevægelse. Lenin og bolsjevikerne blev så at sige katapultet frem til magten af denne spontane revolution. I den forstand var oktoberrevolutionen overflødig. Den sociale revoplution var på det tidspunkt allerede gennemført. Men den spektakulære storm på vinterpaladset var nødvendig for Lenin for gennemførelsen af hans projekt for et partidiktatur. Dette blev som bekendt skæbnesvangert. Allerede i foråret 1918 blev det spontant opståede sovjetdemokrati fra 1917 rullet tilbage, en proces der blev definitivt afsluttet under borgerkrigen.

Endnu mere skæbnesvangert blev det dybtliggende udviklingsproblem. Den nye elite ’arvede’ nemlig Ruslands dybe udviklingsproblem og den såkaldte ’socialisme i eet land’ var et projekt for national udvikling og akcelleret modernisering. <!–[if !supportFootnotes]–>[10]<!–[endif]–>Som André Malraux en gang udtrykte det: ”nationalismen er kommunismens sidste stadium”. <!–[if !supportFootnotes]–>[11]<!–[endif]–>Den akcellererede moderniseringsproces blev gennemført i et oppisket tempo og under udfoldelse af det Alec Nove har kaldt ’ekcessive ekcesser’.<!–[if !supportFootnotes]–>[12]<!–[endif]–> Processen var fundamentalt modsætningsfuld: der var et enormt spændingsforhold mellem de af også vestlige forskere anerkendte ubestridelige økonomiske resultater og hele moderniseringsanstrengelsen og på den anden side Stalins politiske despoti. Politisk despoti er faktisk en urgammel regimeform. I takt hermed sank også hele regimet tilbage i traditionelle og konservative værdier og normer.<!–[if !supportFootnotes]–>[13]<!–[endif]–> Sideløbende hermed fastholdt regimet imidlertid paradoksalt nok tesen om ’socialisme i eet land’. Denne tese var en ideologi, der skulle tilsløre det forhold, at der havde udviklet sig en ny herskende klasse, samt i øvrigt legitimere despotens tyranni. Senere affødte myten om ’den realiserede socialisme’ en ny myte, den i dag så populære myte om ’socialismens sammenbrud’. <!–[if !supportFootnotes]–>[14]<!–[endif]–>

Man kan nu i forlængelse af den skitserede socialismeforståelse samt inddragende erfaringer fra de faktiske forløb angive en række vigtige forudsætninger for socialisme: socialismen kan kun realiseres i højt udviklede samfund og den må bæres frem og realiseres af en bred folkelig bevægelse. Socialismen kan ikke bare ’laves’ eller ’indføres’ eller ’bygges’, uanset konkrete samfundsmæssige forhold. Socialismen må fremstå af elementer og tendenser der har udviklet sig i virkeligheden selv.

Socialisme er dog på den anden side ikke nogen ’uundgåelighed’, et automatisk produkt af en angivelig ’udviklingens lovmæssighed’. Socialismen er en mulighed, der fremgår af tendenser og elementer i virkeligheden selv, men den må realiseres af mennesker der aktivt kæmper for den. Man må i en moderne socialisme frigøre sig fra den deterministiske evolutionisme der tidligere har plaget megen socialistisk teori. Det er også ved at ske. I dag er det faktisk mest liberalisterne der hylder en evolutionistisk historieopfattelse, en opfattelse der er slået igennem også i samfundsvidenskaberne, hvor den fremstår som en teknologisk deterministisk udviklingsmodel: industri samfund- post industri samfund.

Socialismen må altså fremstå af elementer og tendenser der allerede har udviklet sig derude i virkeligheden selv. Sådanne kan også let identificeres: For det første kan man her pege på den massive udvikling af produktivkræfterne og den samfundsmæssige produktion, der er foregået gennem de sidste par hundrede år. Kapitalismen har derved frembragt det materielle grundlag for afskaffelse af fattigdom og social nød samt for den nedpresning af ’det nødvendige arbejde’ (d.v.s det arbejde der medgår til fremskaffelse af de elementære livsfornødenheder) til et minimum, en nedpresning som igen er forudsætningen for den alsidige livsudfoldelse og det rige demokratiske liv som indgår i visionen om socialisme. <!–[if !supportFootnotes]–>[15]<!–[endif]–>

Udviklingen af arbejdsdelingen og det samfundsmæssige samarbejde har endvidere rent faktisk skabt en socialitet, samtidig med at udviklingen af social regulering og velfærdsforanstaltninger har etableret et element af solidaritet. Kapitalismen har også udviklet en omfattende organisation og planlægning, det som den østrigsk-tyske økonom og socialdemokrat Rudolf Hilferding kaldte ’den organiserede kapitalisme’. <!–[if !supportFootnotes]–>[16]<!–[endif]–>Den meget omdiskuterede planøkonomi fungerer faktisk allerede i den kapitalistiske virkelighed. Som den amerikanske liberalistiske økonom John Kenneth Galbraith påpegede det: planøkonomien har sejret.<!–[if !supportFootnotes]–>[17]<!–[endif]–> Og dermed tænkte han ikke på stalinismens kommandoøkonomi i tredivernes Sovjetunion, men på den faktiske planøkonomi i de store amerikanske corporations. Der ude i virkeligheden selv eksisterer en uhyre masse af økonomisk organisation, magt og planlægning. Det det drejer sig om er at få denne vældige masse af koncentrere økonomisk magt og plan under demokratisk kontrol og indflydelse.

Sidst, men ikke mindst, er der den store historiske demokratiseringsproces, en proces der har strakt sig gennem de sidste 200 år, og som ikke bare var en jævnt fremadskridende evolution i takt med ’industrisamfundets’ udvikling, men også en lang kamp mod magthavende eliter og besiddende klasser, mod en modstand der først blev brudt efter to verdenskrige. <!–[if !supportFootnotes]–>[18]<!–[endif]–>Demokratiet kom sent. Først efter Stalingrad og El Alamein begyndte det kontinentaleuropæiske borgerskab og højrepartierne generelt at bevæge sig over mod en demokratisk position, en bevægelse der så blev fuldendt under den kolde krig. Dette hårdt tilkæmppede demokrati er i dag en af de vigtigste forudsætninger for og bestanddele i socialismen.

Et afgørende element i hele denne demokratiske udvikling var udviklingen af de store folkelige massebevægelser, bøndernes, og arbejdernes faglige, politiske og kulturelle bevægelser. Disse bevægelser udviklede sig dog i forskellig takt og med forskellig styrke i forskellige områder af Europa, lige som det indbyrdes forhold mellem de forskellige kræfter i denne vældige historiske bevægelse var noget forskelligt fra sted til sted og tid til tid. I dag er denne bevægelse blevet brudt, et forhold der af den samfundsvidenskabelige mainstreams teknologiske determinister forklares som værende en uundgåelig, automatisk konsekvens af udviklingen fra ’industri’- til ’post industri’ samfund, men som naturligvis er et produkt af konkrete historiske kampe og udfald. Svækkelsen af de store demokratiske masseorganisationer er under alle omstændigheder et nederlag, det må åbent erkendes, for socialismen, men sandelig også et grundproblem for det bestående demokrati.

Vi er i dag i en ejendommelig dobbeltsituation: på den ene side kan man konstatere, at socialismen allerede er til stede som massive elementer og tendenser i virkeligheden selv. På den anden side kan man også konstatere en række historiske tilbageslag for socialismen, såsom nederlaget overfor fascismen i mange lande i mellemkrigsårenes Europa, det forhold at ’socialisme’ i så høj grad er blevet identificeret med udviklingen og forholdene i Sovjetunionen, samt tilbagerulningen af de store demokratiske masseorganisationer.

Tilbageslaget for den demokratiske deltagelse er et tilbageslag for socialismen, men også, som sagt, et grundproblem i det moderne demokrati. Den norske magtudredning identificerer helt klart problemet med ’demokratiets forvitring’, som man kalder det: ”Folkelige reformbevegelser og mobiliserende massepartier er sterkt svekket…Partier og organisationer er ikke lenger kanaler for bred og langsiktig mobilisering”.<!–[if !supportFootnotes]–>[19]<!–[endif]–> Magtudredningen advarer også mod privatiseringens og globaliseringens flytning af magt fra folkevalgte organer til producentforetagener og multinationale koncerner, og mod den altgennemtrængende kommercialisering og neo-liberalismens dominerende ideologi. Norge er ikke nogen bananrepublik, men et os nærtstående europæisk land med en i øvrigt rodfæstet demokratisk tradition. Demokratiets krise er alvorlig og i USA og på globalt plan er den endnu mere fremskreden og identificeret af ikke blot moderne socialistiske teoretikere,<!–[if !supportFootnotes]–>[20]<!–[endif]–> men også af bekymrede skarpsindige liberale og konservative iagttagere fra Soros til John Gray.<!–[if !supportFootnotes]–>[21]<!–[endif]–>

Men demokratiet er ikke blot truet af en helt løssluppen kapitalisme og dominerende neo-liberalisme. Det er også truet af øgede etniske, religiøse, nationale og sociale konflikter internt i alle udviklede vestlige samfund. Dette hænger sammen med en dybtgående identitets- og værdikrise. Nedenunder processen af ’demokratiets forvitring’ er nemlig en endnu mere dybtgående proces i gang: den fremadskridende atomisering i bunden af samfundet ( en proces som den samfundsvidenskabelige mainstream eufemisk omskrivende kalder ’individualisering’), den altgennemtrængende kommercialisering og opløsningen af alle hidtidige værdier og normer er ved at fuldende den historiske proces som Marx identificerede som ’fremmedgørelse’, Max Weber som ’affortryllelse’ og Emile Durkheim som ’anomi’. Den sociale ordens sammenhængskraft er blevet alvorligt svækket. <!–[if !supportFootnotes]–>[22]<!–[endif]–>

Alle historiske erfaringer viser, at der i perioder, hvor den samfundsmæssige sammenhængskraft er stærkt svækket, kan opstå stærke bestræbelser både i samfundets bund og blandt eliter i toppen af samfundet for en ’negativ afgrænsning’ gennem agression mod de andrerledes værende og de anderledes tænkende.<!–[if !supportFootnotes]–>[23]<!–[endif]–> Når man ikke længere kan identificere sig positivt, så gør man det negativt gennem agression mod ’de andre’. Demokratiets forvitring og den fremadskridende opløsning af hele den sociale orden har skabt en ganske farlig situation.

Men det er også her det kan vende. Mere og mere frempresses et valg i Rosa Luxemburgs forstand mellem ’barbari eller socialisme’. <!–[if !supportFootnotes]–>[24]<!–[endif]–>Vi kan her afstikke 2 modstående scenarier: Det ene scenario er forlængelsen af den nuværende verdensorden, et samfund og en verdensorden karakteriseret ved fortsat stor ulighed mellem verdens forskellige regioner og internt i de enkelte regioner og lande,<!–[if !supportFootnotes]–>[25]<!–[endif]–> store enklaver af fattigdom, nød og elendighed i en sameksistens med et umådeholdent forbrug i andre dele af verden, stadigt opblussende sociale, etniske, religiøse og nationale konflikter, en altgennemtrængende kommercialisering af hele det samfundsmæssige liv og hele vores tilværelse, en verden gennemsyret af holdninger og værdier som selvfremføring, egoisme, grådighed, forbrugerisme og alles kamp mod alle, og et demokrati der er blevet inddæmmet og skævvredet af økonomisk magt, mediemagt og politikkens professionalisering og en stadig mere og mere kommercialiseret og ensrettet nyhedsformidling.

Og så det modstående scenario: et samfund hvor elementære livsfornødenheder er sikret for alle, et samfund uden voldsom ulighed, fattigdom og social elendighed, et samfund befriet for kommercialiseringens svøbe, et samfund med en fri og genuin demokratisk politik og debat, et samfund præget af egalitære og solidariske værdier, et samfund med individernes alsidige udfoldelse i et socialt fællesskab, et samfund hvor, med Marx’ udtryk ”enhvers frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling”.<!–[if !supportFootnotes]–>[26]<!–[endif]–> Men dette er socialisme.

<!–[if !supportEndnotes]–>


<!–[endif]–>

<!–[if !supportFootnotes]–>[1]<!–[endif]–> Jfr. bla.a. Wolfgang Abendroth: Sozialgeschichte der europäischen Arbeiterbewegung , Frankfurt a.M.: Suhrkamp 1965, Julius Braunthal: History of the International, vols. 1-2, London: Nelson & Sons 1966-1967, David Caute: The Left in Europe since 1789, London: Weidenfeld & Nicolson 1966, G.D.H. Cole: A History of Socialist Thought, vols. 1-5, London: Macmillan 1959-60, Geoff Eley: Forging Democracy. The History of the Left in Europe, 1850-200, Oxford University Press 2002, Dick Geary: European Labour Protest 1848-1939, London: Methuen 1981, Michael Harrington: Socialism. Past and Future , New York: Penguin 1989, Werner Hofmann: Ideengeschichte der sozialen Bewegung , Berlin-New York: de Gruyter 1971, og Donald Sassoon: One Hundred Years of Socialism, London-New York: Tauris Publ. 1996

<!–[if !supportFootnotes]–>[2]<!–[endif]–> Karl Marx: Das Kapital, BNd. I-III, (1867, 1885 og 1894), MEW, Bnd. 23, 24 og 25, Berlin: Dietz Verlag 1969-70

<!–[if !supportFootnotes]–>[3]<!–[endif]–> Eric J. Hobsbawm: The Age of Revolution 1789-1848, New York: Mentor Books 1962

<!–[if !supportFootnotes]–>[4]<!–[endif]–> Social mobilisering og bevidsthedsudvikling er naturligvis en kompleks proces, men ingen seriøs forsker har mig bekendt nogensinde bekræftet højrefløjens simple teori om opviglere der forfører arbejderne. Se for nogle forskningsresulater og teoretiske reflektioner f.eks. Dick Geary op.cit., Ira Katznelson & A.R. Zolberg (eds.): Working Class Formation. Nineteenth Century-Patterns in Western Europe and the United States, Princeton University Press 1986, E.P. Thompson: The Making of the English Working Class, London: Penguin 1968, Charles Tilly: From Mobilization to Revolution, New York: Random House 1978, og Charles Tilly, Louise Tilly & Richard Tilly: The Rebellious Century 1830-1930, London: Dent & Sons 1975

<!–[if !supportFootnotes]–>[5]<!–[endif]–> Litteraturen herom er omfattende, men se f.eks. for udviklingen i Tyskland, Richard Evans: The Coming of the Third Reich, London: Penguin 2004 og Hans Mommsen: Die verspielte Freiheit. Der Weg der Republik von Weimar in den Untergang 1918 bis 1933, Berlin: Propyläen Verlag 1989 og for udviklingen i Østrig, Charles A. Gulick: From Habsburg to Hitler, vols. 1-2, Berkely 1948, Anson Rabinbach: The Crisis of Austrian Socialism. From Red Vienna to Civil War 1927-1934, University of Chicago Press 1983, og Curt Sørensen: Mellem Demokrati og Diktatur, Bnd. 1-2, disputats, Institut for Statskundskab, Århus Universitet 1992

<!–[if !supportFootnotes]–>[6]<!–[endif]–> Gøsta Esping Andersen: Politics Against Markets. The Social Democratic Road to Power, Princeton University Press 1985, Niels Elvander: Skandinavisk arbetarrörelse, Stockholm: Lieber Förlag 1980

<!–[if !supportFootnotes]–>[7]<!–[endif]–> Se for en sådan tilgang til analysen navnlig Theodore H. von Laue: Sergei Witte and the Industrialization of Russia, Columbia University Press 1963, Theodore von Laue: Why Lenin? Why Stalin?, London: Weidenfeld & Nicolson 1966, Theodore von Laue: The World Revolution of Westernization, Oxford University Press 1987, Teodor Shanin: Russia as a Developing Society. The Roots of Otherness: Russia’s Turn of Century, vol. 1, London: Macmillan 1985 og Teodor Shanin: Revolution as a Moment of Truth. The Roots of Otherness: Russia’s Turn of Century, vol. 2, London: Macmillan 1986

<!–[if !supportFootnotes]–>[8]<!–[endif]–> Litteraturen er også her enorm, men se f.eks. Marc Ferro: October 1917. A Social History of the Russian Revolution, London: Routledge & Kegan Paul 1980, Orlando Figes: Peasant Russia, Civil War. The Volga Countryside in Revolution (1917-21), Oxford: Clarendon Press 1989, Daniel H. Kaiser (ed.): The Workers’ Revolution in Russia, 1917. The View from Below, Cambridge University Press 1987, Diane Koenker: Moscow Workers and the 1917 Revolution, Princeton University Press 1981, David Mandel: The Petrograd Workers and the Fall of the Old Regime. From the February Days to the July Days, 1917, London: Macmillan 1983, David Mandel: The Petrograd Workers and the Seizure of Power. From the July Days to July 1918, London: Macmillan 1984, Ewan Mawdsley: The Russsian Civil War, Boston & London: Allen & Unwin 1987, Alexander Rabinowitch: The Bolsheviks Come to Power, London: NLB 1979 ., Robert Service: The Bolshevik Party in Revolution 1917-23, London: Macmillan 1979, Robert Service ( ed.).: Society and Politics in the Russian Revolution, New York: St. Martin’s Press 1992, S.A. Smith: Red Petrograd. Revolution in the Factories 1917-1918, Cambridge University Press 1983, Allan K. Wildman: The End of the Russian Imperial Army, vols.1-2, Princeton University Press 1980 og 1987. To nye bidrag ligger tydeligt i forlængelse af denne ’social history, tradition, nemlig Christopher Read: From Tsar to Soviets. The Russian People and their Revolution, 1917-21, London: UCL Press Lim. 2001 og Rex A.Wade: The Russian Revolution, 1917, Cambridge University Press 2000

<!–[if !supportFootnotes]–>[9]<!–[endif]–> Se for en overbevisende argumentation Theda Skocpol. States and Social Revolutions, Cambridge University Press 1979

<!–[if !supportFootnotes]–>[10]<!–[endif]–> Igen er litteraturen på det pågældende feltet enorm, men se f.eks. Stephen Cohen: Rethinking the Soviet Experience. Politics and History Since 1917, Oxford University Press 1985, Moshe Lewin: The Making of the Soviet System. Essays in the Social History of Interwar Russia, London: Methuen 1985, Moshe Lewin: Russia/USSR/Russia, New York: The New Press 1995, Moshe Lewin: The Soviet Century, London: Verso 2005, Christopher Read: The Making and Breaking of the Soviet System, New York: Palgrave 2001, Ronald Gregor Suny: The Soviet Experiment, Oxford University Press 1998 og Chris Ward: Stalin’s Russia, London: Arnold 1999. Min egen opfattelse har jeg fremlagt i Curt Sørensen: “Myten om ’den socialistiske Sovjetunion ’ og dens funktion i højrefløjens ideologiske univers” i Adam Holm & Peter Scharff Smith (red.): Idealisme eller fanatisme?, København: Forum 2003, pp 113-143 og Curt Sørensen: ”Stalinismen i Sovjetunionen –en problematisering af totalitarismeteorien” og ”Hvorledes forklarer man et helt samfunds udvikling –replik til Mette Skak og Erik Kulavig” i Mikkel Thorup, Hans-Jørgen Schanz & Mehdi Mozaffari (red.): Totalitarisme, Aarhus Universitetsforlag 2007, pp 155-174 og pp 185-187

<!–[if !supportFootnotes]–>[11]<!–[endif]–> Strengt taget tænkte André Malraux her på det forhold, at autoritær nationalisme og fascisme i Europas nyere historie var en reaktion på fejlslagen kommunisme. Jeg synes imidlertid at bemærkningen er træffende også for kommunismens forvandling fra universalistisk revolutionær doktrin til et program for national udvikling.

<!–[if !supportFootnotes]–>[12]<!–[endif]–> Alec Nove: Was Stalin Really Necessary?, London: Allen & Unwin 1964, p 27

<!–[if !supportFootnotes]–>[13]<!–[endif]–> Se den klassiske analyse i Arthur Koestlers: ”En mytes anatomi”, i Arthur Koestler: Yogien og Kommissæren, København: Samlerens Forlag 1946, pp 137-245

<!–[if !supportFootnotes]–>[14]<!–[endif]–> Se f.eks. Francois Furet: The Passing of an Illusion: The Idea of Communism in the Twentieth Century, University of Chicago Press 2000, Martin Malia: The Soviet Tragedy: A History of Socialism in Russia, New York: The Free Press 1996, Stéphane Courtois et al: Kommunismens Sorte Bog, København: Høst & Søn 2002 og Bent Jensen : Gulag og Glemsel, København: Gyldendal 2002. Se videre min kritik af Bent Jensen, Curt Sørensen: ”Videnskab som moral, forklaring ud fra ondskab”, Arbejderhistorie, nr 4, 2004, pp 119-132 samt mere generelt Curt Sørensen Stalinismen i Sovjetunionen op.cit., og Hvorledes forklarer man et helt samfunds udvikling? op.cit.

<!–[if !supportFootnotes]–>[15]<!–[endif]–> Se Marx’ reflektioner herover i Karl Marx: Grundrisse der Kritik der Politischen Ökonomie, (1857-1858), Berlin/Frankfurt a.M: Europäische Verlagsanstalt 1953, pp 592 ff

<!–[if !supportFootnotes]–>[16]<!–[endif]–> Rudolf Hilferding: Das Finanzkapital, (1910), Frankfurt a.M.: Europäische Verlagsanstalt 1968

<!–[if !supportFootnotes]–>[17]<!–[endif]–> John Kenneth Galbraith: The New Industrial State, New York: Mentor Books 1986, pp 290 ff og pp 352 ff

<!–[if !supportFootnotes]–>[18]<!–[endif]–> Se den fremragende analyse i Mark Mazower: Dark Continent. Europe’s Twentieth Century, London: Penguin 1999

<!–[if !supportFootnotes]–>[19]<!–[endif]–> Øyvin Østerrud, Fredrik Engelstad & Per Selle: Makten og demokratiet. En sluttbok fra Makt- og demokratiutredningen, Oslo: Gyldendal Akademisk 2003, p 291. Se for en kritik af den danske magtudredning, der modsat den norske, tegner et decideret glansbillede, Curt Sørensen: ”Magt og demokrati på norsk og dansk”, Grus, nr. 71, 2004, pp 103-118

<!–[if !supportFootnotes]–>[20]<!–[endif]–> Se f.eks. Noam Chomsky: Hegemony or Survival, London: Penguin 2004, David Harvey: A Brief History of Neoliberalism, Oxford University Press 2005, David Harvey: Spaces of Global Capitalism, London: Verso 2006, og James Petras & Henry Veltmeyer: System in Crisis, London: Zed Books

<!–[if !supportFootnotes]–>[21]<!–[endif]–> Se f.eks. Benjamin Barber: Jihad vs. McWorld, New York: Ballantine 2001, John Gray: False Dawn. The Delusions of Global Capitalism, London: Granta 2002, Kevin Phillips: Wealth and Democracy, New York: Broadway Books 2002, George Soros: The Crisis of Global Capitalism: Open Society Endangered, Little Brown 1998, og Joseph Stiglitz: Globalization and its Discontents , New York & London: W.W. Norton 2002

<!–[if !supportFootnotes]–>[22]<!–[endif]–> Emile Durkheim: Suicide, (1897), London: Routledge & Kegan Paul 1970, Karl Marx: Ökonomisch-Philosophische Manuskripte, (1844), MEW Eränzungsband Erster Teil, pp 465-588, Berlin: Dietz Verlag 1968 , Max Weber: Die protestantische Ethik und der Geist des Kapitalismus, (1904-1906), München & Hamburg: Taschenbuch Verlag 1965

<!–[if !supportFootnotes]–>[23]<!–[endif]–> Frank Chalk & Kurt Jonassohn: The History and Sociology of Genocide, Yale University Press 1990, Robert Gellately & Ben Kiernan (eds.): The Specter of Genocide. Mass Murder in Historical Perspective, Cambridge University Press 2003, Michael Mann: The Dark Side of Democracy. Explaining Ethnic Cleansing, Cambridge University Press 2005, og Arno J. Mayer: Why did the Heavens not darken? , London: Verso 1990. Se også Curt Sørensen: Intolerancens anatomi” i Steen Sohn (red.): Frisind –er der en grænse?, København: Forlaget Sohn 2007, pp 145-174

<!–[if !supportFootnotes]–>[24]<!–[endif]–> Rosa Luxemburg: Die Krise der Sozialdemokratie, Junius-Brochure, ( 1916), Ossip K. Flechtheim (Hrsg.): Rosa Luxemburg. Politische Schriften, II, Frankfurt a.M.: Europäische Verlagsanstalt 1966, pp 19-157, her især pp 30-31

<!–[if !supportFootnotes]–>[25]<!–[endif]–> Se for spørgsmålet om ulighed og fattigdom i verden i dag samt nogle af de metodiske problemer i forskningen heraf, Branko Milanovic: Worlds Apart. Measuring International and Global Inequality, Princeton University Press 2005 og Robert Hunter Wade: ”Is Globalization Reducing Poverty and Inequality?”, World Development vol.32, No. 4, 2004, pp 567-589

<!–[if !supportFootnotes]–>[26]<!–[endif]–> Karl Marx & Friedrich Engels: Manifest der Kommunistischen Partei, (1848), MEW, Bnd. 4, Berlin: Dietz Verlag 1969, pp 459-493, her p 482

Dette indlæg blev udgivet i Skoling: Skolingsartikler og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s