SFU og velfærden – oplæg om SFU’s velfærdspolitik

Disposition (tavlenote)

  1. Definition af velfærd
  2. Velfærdsstatens historie
  3. Velfærdsstrategier – 3 klassiske eksempler
  4. SFU’s velfærdsvision
  5. konkrete krav til forbedring af velfærden

1. Definition af velfærd

Velfærd betyder ”at det går én godt.” En velfærdsstat er altså en stat, der sørger for at alle har det godt i social og økonomisk forstand – eller i hvert fald sikrer muligheden for det.

En forudsætning for en velfærdstat er, at det anerkendes, at fællesskabet (her staten) har et ansvar over for det enkelte medlem af fællesskabet. For at et velfærdssystem kan fungere, må den enkelte omvendt også tage ansvar for at bidrage til fællesskabet. Dette er, hvad vi forstår ved begrebet solidaritet; At fællesskabet tager sig af den enkelte, og den enkelte bidrager til fællesskabet.

Grundantagelsen er altså at mennesket er et social væsen, hvilket bl.a. medfører et socialt ansvar.

Hvordan skal staten så sikre, at det går dens medlemmer godt? Det er der forskellige bud på, alt efter politisk ståsted. De fleste mener, at et socialt sikkerhedsnet, som minimum, er et af kerneelementerne for en velfærdsstat. Det sociale sikkerhedsnet gør, at fællesskabet tager sig af den enkelte, hvis vedkommende lider nød, f.eks. ved sygdom, arbejdsløshed, alderdom osv.

anstændig

Tavlenoter:

– Velfærd = betingelse for / sikring af, at det kan gå folk godt

– Forudsætninger:

– Mennesket = socialt à socialt ansvar

– Solidaritet: Fællesskabet hjælper individet, individet hjælper fællesskabet.

– Kerneelement (minimum): socialt sikkerhedsnet

2. Velfærdsstatens historie

De laveste i samfundshierarkiet – underklassen – er altid er blevet udnyttet og tvunget til at arbejde til gavn for andre end dem selv. Fra oldtidens slaver over middelalderens fæstebønder til industrialiseringens fabriksarbejdere og nutidens lønmodtagere går en linje af udnyttelse og undertrykkelse. For hvert trin, kan man dog tale om, at forholdene er blevet bedre, men strukturen er den samme: De fattige er tvunget til at arbejde og skabe værdier til de rige.

Kapitalismen og industrialiseringen medførte en voldsom velstandsstigning på baggrund af den ny teknologi –en stigning, der ikke kom arbejderne til gode. Industrialiseringen gjorde også, at arbejderne blev samlet i store grupper, hvilket muliggjorde at de kunne danne et forbund og gå imod udbytningen. Samtidig skete

I løbet af 1800-tallet skete det, i de industrialiserende lande i Europa og USA, at arbejderne sluttede sig sammen og krævede bedre forhold. Det var et spørgsmål om liv og død i en tid uden mindsteløn, regler for arbejdsmiljø og arbejdstid, kontanthjælp og pension.

Gennem den faglige kamp fik arbejderbevægelsen forbedret levevilkårene for arbejderklassen, og mange steder vandt arbejderbevægelsen, gennem socialistiske partier, regeringsmagten. Især i Skandinavien blev stærke velfærdsstater skabt fra 1930erne og frem gennem ’70erne.

Omkring 1980erne så vi dog nyliberalismens ansigt første gang, med en systematisk afmontering af velfærdsstaten på baggrund af påstået ”økonomisk nødvendighed” – i realiteten for at give skattelettelser til de rigeste. I 90’erne blev den slået lidt tilbage, men viser sig nu igen med samme taktik.
Tavlenoter:

– Underklassen altid udnyttet og undertrykt: slaver, fæstebønder, industriarbejdere og lønmodtagere alle tvunget til at skabe værdier til overklassen

– Industrialiseringen à velstandsstigning for de rige

à arbejdersammenslutninger for bedre vilkår

– Faglig kamp à bedre forhold og opbyggelse af velfærdsstater (’30erne- ’70erne)

– Nyliberalistiske angreb på velfærdsstaten i ’80erne og ’00erne.

3. Velfærdsstrategier

Der er tre overordnede, forskellige velfærdsstrategier (idealtyper):

Man kan overordnet sige, at ethvert velfærdssystem er et mix mellem marked – familie – stat
1. Den liberalistiske / angelsaksiske model

Denne model, især kendt fra USA og Storbritannien baserer sig primært på markedsmekanismer: Individet forsikrer sig gennem private forsikringsordninger. I dette system klarer de bedst stillede sig fint, med en lav skat, lav økonomisk udligning og private forsikringsordninger af varierende kvalitet, alt efter pengepungens størrelse. De dårligst stillede har ingen mulighed for hjælp ved sygdom, arbejdsløshed, alderdom osv. Kun de allerfattigste gives offentlige, minimale fattigdomsydelser, der akkurat sikrer et eksistensminimum.
2. Den konservative / kontinentale model

Klassiske eksempler på denne model er Tyskland og Frankrig. Dette system lægger hovedvægt på marked og familie: Velfærd knyttes til éns position på arbejdsmarkedet, idet forsikringsordninger, pension mv. indbetales af medarbejderen og virksomheden i fællesskab. Er du uden arbejde bliver der derfor ikke indbetalt noget, og din sociale sikkerhed afhænger af velgørende, ofte religiøse, foreninger, eller din families hjælp.

Modellen har yderligere et ligestillingsproblem, idet kvinder, der barsler, eller på anden vis ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet, intet får indbetalt. Traditionelle familie- og kønsrollemønstre cementeres derfor gennem kvindens økonomiske afhængighed af manden.

3. Den socialdemokratiske / skandinaviske model

Denne model har staten som omdrejningspunkt. Modellen kaldes også den universelle model, da alle tildeles (stort set) de samme ydelser, der finansieres via skatten. Ydelserne er relativt høje og sikrer alle et solidt socialt sikkerhedsnet. Modellen medfører selvsagt en højere skat end andre og en høj økonomisk udligning via progressiv beskatning..

En markant forskel i forhold til de to andre modeller er, at alle, i kraft af deres medborgerskab, gives sociale rettigheder, frem for at skulle gøre sig fortjent til dem via penge eller arbejde. Alle behandles ens af en anonym stat.

Hvis SFU skulle vælge en af de tre skabeloner ville det selvsagt være denne.
Tavlenoter:

Den liberalistiske model: Private forsikringer: ”Har du penge kan du få…” à øget ulighed

Den konservative model: Forsikringer gennem arbejde. Individet overladt til ”arbejdet, familien og religionen” à øget ulighed (især kønslig)

Den socialdemokratiske model: Universelle ydelser og stærkt socialt sikkerhedsnet: ”Sikkerhed i fællesskabet”. à øget lighed

4. SFU’s velfærdsvision

Vores projekt er at skabe et samfund, hvor alle mennesker har lige og gode muligheder for at realisere det liv, hver især ønsker og kan. Det betyder et massivt ansvar over for de dårligst stillede. Et barn af ufaglærte forældre fra en anden kultur end den pæredanske har reelt meget færre muligheder end et barn af velhavende akademikere – der er tre gange så stor risiko for, at barnet af de ufaglærte nydanskere ikke får en ungdomsuddannelse.

Det er strukturer som disse SFU ønsker at ændre, så alle gives lige muligheder og en sikkerhed i et stærkt fællesskab. Vores holdning er, at frihed for alle kun lader sig gøre gennem et stærkt fællesskab. Her kommer staten ind i billedet, som fællesskabets redskab til sikkerhed og frihed.

SFU ønsker et velfærdssamfund, hvor den enkeltes behov tilgodeses, og hvor der sættes ekstra ind over for dem, der falder igennem i det kapitalistiske samfunds ulighedsskabende struktur.

Det medfører, at vi på sin vis følger den socialdemokratiske model, men med modifikationer. Vi ønsker et grundlæggende anderledes system end kapitalismen, mens socialdemokraterne, blot vil lappe på dens fejl. For dem er velfærdsstaten et mål i sig selv; for os er det midlet med hvilket vi skaber et helt nyt samfund.

I praksis har det socialdemokratiske syn på velfærdsstaten betydet en unødig bureaukratisering og klientgørelse af individet. Individet behandles som om det er til for staten – ikke omvendt, som vi ønsker det. Vores vision for socialistiske velfærdssamfund indebærer, at mennesket kommer før systemet, der derfor skal være fleksibelt og gennemsigtigt.

Principper for SFUs velfærdspolitik (Stjålet fra det generelle kampagneoplæg)

I SFU bygger vi vores vision om velfærdssamfundet på en række principper:

1. Velfærdsstaten skal finansieres kollektivt via staten. SFU er imod individuelle forsikringer

som alternativ til velfærdsydelserne, da de laveste indkomster ganske enkelt ikke har råd

til at finansiere sådanne forsikringer. Det er usolidarisk.

2. Progressiv skat. Jo bedre stillet du er, jo mere skal du yde. Vi indgår som tidligere nævnt i

fællesskaber, og derfor har vi et ansvar for fællesskabet. Rigdommen i samfundet skabes

af alle og indkomst afspejler ikke, hvor meget værdi ens arbejde skaber. Derfor skal

midlerne omfordeles.
3. Lige rettigheder til ydelserne velfærdsstaten uanset indkomst. Alle yder til velfærden via

skatten, og derfor har alle lige ret til velfærdsydelserne. SFU er altså imod

indtægtsgraduerede velfærdsydelser, da det vil undergrave rettighederne til velfærd.
4. Velfærdsstaten skal demokratiseres. SFU’s vision om frihed i fællesskab, som vi tidligere

snakkede om, byggede på en gennemdemokratisering af samfundet. Velfærdsstatens institutioner er et oplagt sted at begynde denne kamp.

Tavlenoter

SFU’s velfærdsvision

Et samfund med lige muligheder for alle

à kollektiv finansiering gennem staten

à frihed i fællesskab

à progressiv skat

à universelle ydelser

à mennesket før systemet: demokratisering.

5. SFUs konkrete krav til forbedring af velfærden

(Dette afsnit er blot kopieret fra baggrundshæftet til kampagnen. Idéen er at du kan vælge at eksemplificere ovenstående principper ved hjælp af nedenstående konkrete politik, hvis du mener det er nødvendigt. Det er absolut ikke meningen, at du skal gennemgå hele vores velfærdspolitik, men blot vælge et af nedenstående områder ud, hvis du mener en eksemplificering er nødvendig.)
Sundt arbejdsmiljø

For SFU giver det ingen mening at diskutere afskaffelse af efterlønnen og nedsættelse af pensionsalderen, så længe vi har et arbejdsmarked, der slider folk ned.* Nedslidningen er et af de største problemer i samfundet.

Det vil spare samfundet milliarder, hvis vi satser på forebyggelse frem for behandling. Derfor skal et ordentligt fysisk og psykisk arbejdsmiljø sikres gennem tiltag som:

– Skrappere kontrol.

– Dyrere bøder til virksomheder med for dårligt arbejdsmiljø.

– Indsats mod “tunge løft”.

– Indsats mod mobning.

Fleksibelt arbejdsmarkedArbejdsmarkedet skal ændres, så de mange der står uden for arbejdsmarkedet*, kan få mulighed for at komme ind. Vi skal bekæmpe stress og nedslidning samtidig med at skabe nye arbejdspladser og plads til flere på arbejdsmarkedet.

– efterlønsmodtagere skal kunne arbejde flere timer ved siden af efterlønnen

– flere fleksible jobordninger med færre arbejdstimer og mindre fysisk arbejde

– 3 måneders obligatorisk barselsorlov til begge forældre. Desuden 6 måneder yderligere til fri fordeling. Barselsordningen skal administreres af en central barselsfond for hele arbejdsmarkedet.

– nedsættelse af arbejdstiden til 35 timer ugentligt

– brug af “skraldemandsmodellen” på områder med mange ledige

– firmaerne skal forpligtes til at få flere indvandrere i arbejde

– renovering af landets mange nedslidte skoler og jernbanenet

– udskiftning af kloaknettet

– skabelse af flere grønne jobs: Satsning på vindmølleindustrien og andre miljøvenlige energiformer

– bedre orlovsordninger og mere efteruddannelse

Demokratisk arbejdsmarked

Medarbejderne skal gives indflydelse på og forståelse af deres arbejde gennem

medarbejderdemokrati. En større del af profitten skal tilfalde dem, der skaber den.

– oprettelse af medarbejderråd med reel indflydelse på virksomhedens indretning og produktion

– oprettelse af medarbejderfonde, hvor en del af virksomhedens overskud tilfalder medarbejderne.

– offentlige tilskud til medarbejdernes overtagelse og fortsættelse af lukkede eller udflyttede profitable produktioner.

UddannelseUddannelse er den største årsag til sociale skel i samfundet i dag. Derfor skal vi sikre alle lige mulighed for uddannelse. Uddannelse er også svaret på de udfordringer globaliseringen og den aldrende befolkning stiller det danske velfærdssamfund over for. Vi kæmper for et uddannelsessystem, hvor det ikke er erhvervslivets interesser, men den enkeltes selvrealisering, der er i centrum. Vores forslag til et bedre uddannelsessystem omfatter:

– gratis uddannelse fra start til slut

– udvidelse af skolepraktikken så alle lærlinge kan komme i praktik

– genskabelse og udvidelse af kvote 2

– en SU, der er til at leve for og som ikke er bestemt af forældrenes indkomst

– flere penge til uddannelserne

– bevar 10. klasse som et år med plads til selvrefleksion

– bevar gruppeeksamen og udvid alternative eksamensformer

– afskaf karakterskalaen: mere nuanceret bedømmelse

– øget satsning på efteruddannelse: erhvervslivet skal betale

– arbejdsmiljølovgivning på uddannelsesområdet

Sundhed

SFU ønsker et effektivt og gratis sundhedssystem, hvor fokus i højere grad ligger på forebyggelse*.

Derfor foreslår vi bl.a.:

– differentieret moms efter en sundhedsskala

– skrappere miljøkrav på fødevarer

– et godt og gratis dagligt måltid i daginstitutioner og folkeskoler til alle børn

– gratis tandlæge-, psykolog og speciallægebehandling

– gratis lægeordineret medicin

– offentlig og gratis hjemmehjælp

TrafikFor SFU er det er et basalt velfærdsgode at kunne komme rundt i landet – og især i sit lokalområde – uanset indkomst. Det er også et velfærdsgode at leve uden al den forurening som især privatbilismen skaber.

Derfor ønsker vi følgende tiltag:

– bedre muligheder for cyklister og fodgængere

– gratis kollektiv transport

– vejafgifter for privatbiler i større byer

– fremme af miljøvenlige biler gennem tilskud

Info til oplægsholder

Oplægget kan holdes som det står her (udvælgelse bør dog foretages blandt de forsk. emner i afsnit 5.) og tager ca. 90 min. (indlæg pause!).

Jeg vil opfordre dig til at læse det igennem og overstrege eller tage stikord og holde det med dine egne ord, men i nødstilfælde kan det holdes ordret. Du skal også føle dig fri til at vægte et afsnit frem for et andet, eller blot lade dig inspirere af nedenstående til dig eget oplæg.

Husk at præsentere dig og invitér folk til at spørge og inddrag tilhørerne så meget som muligt. I oplægget er der tavlenoter, så brug tavle, hvis muligt. Evt. kan tavlenoter laves til overhead eller powerpoint. Konkret litteratur jeg har brugt i forbindelse med dette oplæg, er: velfærdspapir vedtaget på LM 2005 samt principprogrammet. Jeg vil anbefale, at du har i hvert fald har læst velfærdspapiret, inden du holder oplægget.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Skoling: Skolingsartikler og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s