Gramsci – den ”bløde” marxist

Antonio Gramsci blev født i 1891 på den italienske ø Sardinien. Han blev allerede som ung en fremtrædende figur i det italienske socialdemokrati, PSI, og var blandt hovedkræfterne i dannelsen af kommunistpartiet PCI efter bruddet med socialdemokraterne i 1921.

Gramsci protræt

I perioden efter 1. Verdenskrig var Italien præget af mange opstande rundt omkring på arbejdspladserne, besættelser af fabrikkerne og en stor fremgang for arbejderbevægelsen. Og i denne periode var Gramsci en meget central figur på den italienske venstrefløj som aktiv politiker og aktivist i fabriksarbejdernes bevægelse.Kulminationen på denne periode med social uro blev – paradoksalt nok – Mussolinis magtovertagelse. Og i 1926 blev Gramsci, der på det tidspunkt var generalsekretær for PCI, fængslet af fascisterne. Han kom til at tilbringe resten af sit liv i fængsel, idet han først blev løsladt få dage før sin død i 1937.

Gramsci var i forvejen kendt som en af den italienske venstrefløjs klareste hjerner og skarpeste skribenter. Men i fængslet havde han intet andet at fordrive tiden med, så det var her, han for alvor udviklede sine tanker i de såkaldte fængselsnotesbøger.

Notesbøgerne er temmelig kryptisk læsning, for Gramsci fik nemlig forbud mod at beskæftige sig med politik, mens han sad i fængsel. Derfor camouflerede han sine politiske tanker som teorier om bl.a. militærstrategi – og han fandt på dæknavne for alle de politiske personligheder, han beskæftigede sig med.

I den marxistiske tænkning havde der længe været en tendens til at opfatte historiens gang som styret af objektive love, der nærmeste mindede om naturlove: Arbejderklassen ville blive stadig mere undertrykt og stadig mere bevidst, og på et givet tidspunkt ville de så sikkert som amen i kirken lave en socialistisk revolution.

Problemet var bare, at virkeligheden så helt anderledes ud. Det eneste land, der havde haft en revolution, Rusland, var samtidig det mest tilbagestående. Og i Italien var arbejderne blevet fascister i stedet for kommunister. Der var noget muggent ved det hele…

Derfor var Gramscis vigtigste pointe, at der ikke var nogen automatik indbygget i historiens udvikling. Revolutionen kom ikke af sig selv, men krævede et målrettet stykke politisk arbejde for at blive til virkelighed.

Det gjaldt ikke mindst på grund af de værdier og normer, der hersker i ethvert samfund. Derfor afviste Gramsci også den russiske model for en revolution, hvor magtforholdene i samfundet ændres fra den ene dag til den anden. I et moderne samfund indgår kapitalismen og de eksisterende samfund i en hel masse forskellige forhold – også skjult som værdier og normer. Og før man kan afskaffe kapitalismen, kræver det, at man skridt for skridt for nedbrudt de mange elementer i samfundet, der opretholder det nuværende samfundssystem.

Skal det lykkes, erkender Gramsci, er det nødvendigt at tænke bredere end bare at fokusere på arbejderklassen. Man er nødt til at skabe en bred alliance i befolkningen som kan og vil forandre samfundet. Men arbejderklassen kan og skal påtage sig det politiske lederskab og sætte sig i spidsen for denne brede alliance i befolkningen – i samarbejde med de intellektuelle, der deler dens værdier og mål.

Den nuancerede tænkning og ”bløde” marxisme, Gramsci stod for, har spillet en vigtig rolle for SFU og SF. Det er den, der betyder, at man afviser en revolutionær omstyrtning af samfundet fra den ene dag til den anden, men i stedet satser på det lange seje træk for en grundlæggende forandring af samfundet og dets institutioner.

Man kan også genfinde Gramscis tænkning i det, at SFU ikke tror på, at det socialistiske samfund kommer af sig selv som en historisk nødvendighed. Det kræver, at der er tilstrækkelig mange mennesker, der er ihærdige, målrettede og dygtige nok, så de med en nøje tilrettelagt strategi kan omforme samfundet. Det kræver, at man ikke nøjes med at fokusere på én gruppe i samfundet, men arbejder på at skabe den brede alliance, der kan bære en samfundsforandring igennem.

Socialismen lader stadig vente på sig. Faktisk virker den i disse år med en verdensomspændende højredrejning længere væk, end den har været i lang tid. Og derfor er der god brug for Gramsci i det politiske arbejde i de kommende år.

Det viser os, at der er brug for et SF og et SFU, der påtager sig et politisk lederskab for en bredere gruppe i befolkningen – ikke bare for arbejdere og ikke bare for de veluddannede, men en fælles front for alle de, der vil kæmpe for en mere retfærdigt, demokratisk og solidarisk samfund.

Dette indlæg blev udgivet i Skoling: Portrætter og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Gramsci – den ”bløde” marxist

  1. Thomas Allan siger:

    Ret sjovt han bliver hevet frem i SFU, da Gramsci var, såvidt jeg er orienteret, en tænker på “anti-revisionistiske” fløj indenfor marxismen. Han har bl.a. udtalt at “Trotskyism is the puttana(prostitute) of fascism”, hvilket afspejler en dybt stalinistisk ideologiopfattelse.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s