En revolutionær legende – historien om Che Guevara

Af Rasmus Rex Iversen, rasmus_rex@hotmail.com

Che Guevara et er et af de største ikoner blandt socialister verden over. Vi kender alle hans ansigt fra t-shirts og plakater, men de færreste kender hans historie. Hvem var han egentlig? Og er idoldyrkelsen af ham overhovedet berettiget?

che portræt

Ernesto ”Che” Guevara blev født i Argentina d. 14. juni 1928. Han voksede op i en middelklassefamilie under normale kår. Che kom først i skole som 9-årig. Senere begyndte han at studere medicin, et studie han færdiggjorde i 1953. I sine ungdomsår læste han masser af bøger: Verdenshistorien i 25 bind, Marx, Lenin og Stalin. Han var i sine tidlige ungdomsår politisk interesseret, men ikke politisk formet, og heller ikke politisk aktiv. Han var mere interesseret i at rejse, og stærkt inspireret af eventyr-romaner, ikke mindst Jules Verne, begav han sig på adskillige rejser i Latinamerika.Rejserne i Latinamerika – Che’s politiske bevidsthed dannes

Che’s første rejse blev foretaget i 1952, sammen med vennen Alberto Granado. De kørte på motorcykel op gennem Sydamerika til Colombia og Venezuela og tilbage igen. Mødet med undertrykte befolkninger og den udbredte fattigdom gjorde et stort indtryk på Che. Rejsen forandrede ham, og gav ham endnu mere lyst til at rejse. Efter at have færdiggjort medicinstudiet, begav han sig i 1953 atter ud på rejse. Han tog til Bolivia og Peru, og herfra videre til Guatemala.

Under rejserne blev Che’s politiske bevidsthed dannet. På sin anden rejse begyndte Che at omgås eksilvenstrefløjen i Guatemala, heriblandt en gruppe cubanere, som Che fik stor sympati for. Størstedelen af eksilvenstrefløjen forlod Guatemala i starten af 1954, da CIA planlagde en invasion mod centrum/venstre-regeringen i landet. Men Che blev for at kæmpe mod de nordamerikanske imperialister, uden dog på nogen måde at kunne forhindre USA’s overtagelse af magten i Guatemala. Hans modstand betød, at han kom i CIA’s sorte bog, og her blev han stående indtil sin død.

Che vender blikket mod Cuba

Efter CIA-invasionen forlod Che Guatemala til fordel for Mexico. I Mexico fik Che atter kontakt til en gruppe cubanere. Han erklærede sig for første gang for kommunist. I juni 1955 kom Fidel Castros lillebror, Raul, til Mexico, og han blev hurtigt gode venner med Che. Che blev indvilget i storebror Fidels planer om at træne en guerillahær til væbnet kamp mod Batista-diktaturet på Cuba, og han blev tilbudt en plads i guerillaen som læge. Che accepterede omgående tilbuddet.

Che begyndte herefter at træne sammen med de cubanske guerillastyrker i Mexico. Det viste sig, at han ikke blot var en god læge, men også en fremragende guerillasoldat. Allerede i slutningen af 1956 tog Che sammen med Fidel Castro og de cubanske guerillasoldater til Cuba, men uden succes. Organiseringen af guerillasoldaterne var simpelthen for dårlig, og koordineringen mellem de trænede guerillasoldater og den cubanske oprørsgruppe M-26 var simpelthen for dårlig.

Den cubanske revolution

I løbet af 1957 blev guerillaen styrket. Che stod selv for træningen af flere soldater. Det stod efterhånden klart, at Che var mere guerillasoldat end læge. I samme periode var der store politiske spændinger indenfor M-26. Fidel Castro og Che Guevara argumenterede for nødvendigheden af et tættere samarbejde med det cubanske kommunistparti, PSP, men den anti-kommunistiske fraktion i M-26 var stadig i flertal.

Først i 1958 blev Fidel Castro gjort til generalsekretær og øverstkommanderende for guerillaen. Che var begejstret for Fidel Castros disciplinære ledelsesform. Ifølge Che kunne kun en stærk mand gennemføre revolutionen. I sidste halvdel af 1958 eskalerede kampene mellem militæret og guerillaen. Med Che Guevara i spidsen indtog guerillaen i slutningen af december 1958 Cubas tredje største by, Santa Clara. D. 1. januar 1959 flygtede Batista fra Cuba. Revolutionen var en realitet!

Che’s rolle efter revolutionen

Che Guevara spillede en vigtig rolle på Cuba i årene efter revolutionen. Han havde flere ledende poster, bla. Nationalbankdirektør og Industriminister. Han var også manden bag en jordreform i 1959, som udlignede nogle af de store forskelle, der var mellem rig og fattig. Han engagerede sig meget i den ideologiske debat på Cuba, og argumenterede meget for marxismens betydning i revolutionen. Herudover gik han meget op i opbygningen af en socialistisk økonomi. Han var tilhænger af socialistisk planøkonomi, med en langsigtet planlægning og ikke mindst en stærk centralistisk styring.

Også udenrigspolitisk spillede Che en afgørende rolle i revolutionens første leveår. Han var brændende internationalist, og fungerede som førende diplomat i udenrigspolitiske sammenhænge. Han foretog adskillige rejser til lande i Asien, Afrika og Latinamerika, bl.a. Sovjetunionen og Kina. Sammen med ledere fra andre tredjeverdens lande diskuterede han muligheden for at etablere en organisation af alliancefrie lande. Herudover brændte han meget for sine ideer om national selvstændighed og guerillakrig, som han forsøgte at videreføre til andre lande i den tredje verden.

Guerillakamp – i teori og praksis

I sine år som guerillasoldat gjorde Che Guevara sig mange tanker om, hvordan man bedst kunne føre guerillakrig og skabe revolution i udviklingslande. I grove træk gik Che Guevaras strategi ud på at skabe en dominoeffekt af befrielseskampe i land efter land i den tredje verden. Han mente ikke, at det var massernes projekt at starte denne effekt, men derimod en stærk, elitær enhed. En lille kerne af selvopofrende og topmotiverede guerillasoldater (på spansk kaldet en ”foco guerillero”) skulle sætte gang i den revolutionære proces. Hvis blot denne proces blev startet af en stærk gruppe, ville arbejdere – og især bønder som der var mange af i Latinamerika – nærmest automatisk følge med og slutte sig til kampen.

I praksis havde Che dog mere end svært ved at få sin teori til at passe. Han forsøgte sig flere steder, bl.a. i Congo i starten af 1960’erne og i Bolivia i 1966-67, med guerillakamp efter foco-strategien. Begge steder blev befrielseskampene en stor fiasko. Che gjorde sig nogle naive forestillinger om, at befolkningen per refleks ville følge trop, hvis en lille elite startede revolutionen. Men det gjorde befolkningen aldrig! I Bolivia blev guerillastyrken effektivt nedkæmpet af militæret, der også gjorde en ende på Che Guevaras liv. Den 8. oktober 1967 blev han taget til fange, og dagen efter myrdet! Efter mordet huggede militæret hovedet og hænderne af Che, så man ikke kunne identificere liget. Hans lig blev først fundet og bragt tilbage til Cuba i 1997.

Helt eller revolutionsromantiker?

Che Guevara har lige siden sin død stået som et af de største socialistiske ikoner på venstrefløjen. Når man kigger på hans historie, og ikke mindst hans politiske tanker og resultater, kan dette godt undre. Nok var han en af de ledende kræfter i den cubanske revolution, men hans guerilla-strategi og ideologiske tanker berettiger ikke til megen hyldest – i hvert fald ikke set fra en folkesocialistisk vinkel.

Che var stærkt leninistisk inspireret og anerkendte slet ikke vigtigheden i at sikre sig opbakning fra den brede befolkning, inden han forsøgte at lave revolutionære samfundsforandringer. Det er nødvendigt at bevidstgøre folk politisk, og ikke mindst organisere folk, hvis man vil have dem til at bakke op om sit socialistiske projekt. Socialisme skal skabes af et folkeflertal, ikke en lille elite. Det er denne tanke, som ligger til grund for hele den folkesocialistiske bevægelse!

Den store idoldyrkelse af Che Guevara skyldes nok hans rolle som revolutionær martyr. Hans historie og måden han døde på, har givet anledning til megen revolutionsromantik. Han symboliserer en vilje til forandring og en vilje til at ofre sig for sin sag – ligegyldigt hvor urealistisk hans strategi så end var. Hasta la victoria siempre!

Dette indlæg blev udgivet i Skoling: Portrætter og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til En revolutionær legende – historien om Che Guevara

  1. Esben Sørensen siger:

    Jeg vil blot give en kort kommentar til denne artikel.

    Artiklen konkluderer at Che Guevara bestemt ikke var et forbillede, hverken politisk-ideologisk, eller politisk-strategisk. Jeg vil altså tage fat i disse to ting, idet jeg ser dem som det helt centrale kernepunkt der kan diskuteres.

    Artiklen kritiserer, Che Guevara for at have en forkert ideologisk holdning, uden faktisk at argumentere for dette. Centralt i kritikken er den socialistiske planøkonomi og central styring. Jeg mener ikke at dette behøver være noget dårligt eller forkert, og bestemt ikke hvis denne er under demokratisk kontrol, hvilket jeg personligt mener ligger implicit i “socialistisk”. At Che var inspireret af Lenin, er såmend sandt nok. At dette skulle være en grund til at afvise Che mener jeg derimod ikke der kan findes begrundelse for, ud fra en socialistisk synsvinkel. Lenins teori om den demokratiske centralisme, og elitepartiet, kan kritiseres for mange ting. Heriblandt er det mere eller mindre morsomt at tænke på at Bolsjevikkerne ikke var et parti af en elite, men derimod et parti bestående af et flertal af halv-anarkistiske arbejdere og bønder. Jeg mener dog ikke at man principielt kan afvise Lenins tanker om elitepartiet. Selvfølgelig er masserne det vigtigste og drivkraften i klassekampen, dette betvivler Lenin bestemt heller ikke. Når dette er sagt, mener jeg også at en fortrop, eller avantgarde er nødvendig i flere henseender. Avantgarden er vigtig i den henseende at udarbejde og implimentere en teori for massernes politiske praksis, og vise nødvendigheden af kapitalismens afskaffelse. Et andet aspekt er radikaliseringen af masseorganisationerne. Et tredje er nødvendigheden af ideologisk, teoretisk og videnskabelig kamp, hvor arbejderklassen har brug for en intellektuel elite til at kæmpe denne kamp. En sådan avantgarde skal ikke nødvendigvis organiseres i et parti. Det kan ske på alle sociale, kulturelle og politiske niveauer: gymnasierne, universiteterne og fagforeningerne. SFU er selv et eksempel på et parti der varetager arbejderklassens objektive interesse, både gennem politisk kamp, men også gennem ideologisk kamp og udbredelse af den marxistiske teori til masserne. Det nytter ikke noget at tro at masserne selv når til erkendelse, når denne befinder sig i et samfund hvor den ideologiske, kulturelle og politiske hegemoni ligger hos reaktionen og den herskende klasse. Der er også en kamp der skal kæmpes her.

    Det næste jeg vil tage fat i er spørgsmål om guerilla strategi, og forholdet til masserne. Artiklen konkluderer at “guerilla foco” strategien ikke virker, fordi den er elitær. For det første glemmer artiklen, at selvom strategien ikke gav noget afgørende resultat i både Congo og Bolivia, så gav den et resultat på Cuba. Det er vigtigt at analysere det bestemte samfund og massernes bevidsthed om klassekampen, når man udøver en sådan strategi. Forskellen på Cuba og de andre lande kunne være en stærkere reaktion, der havde både sit økonomiske, ideologiske og kulturelle greb om befolkningen, hvilket gør det langt sværere at udøve en “foco” strategi, idet befolkningen endnu ikke er parat til at omstyrte undertrykkerne. For det andet mener jeg ikke at “guerilla foco” strategien udelukkende er elitær. Strategien går i sin enkelthed ud på at føre guerilla kamp på en sådan måde at man overalt i befolkningen, og på alle lag i samfundet, fører en væbnet kamp hvor guerilla hæren er delt op i små enheder der skal implimenteres i befolkningen. Guerilla hæren skal altså selv komme til masserne, og deltage blandt disse. Dette ser jeg ikke som udelukkende elitært, snarere tværtimod, når strategien vel og mærke bærer frugt.

    Jeg mener altså ikke at kritikken af Che Guevara, både i teori og praksis, er berettiget. Tværtimod mener jeg at Che kan stå som et forbillede for os alle, både som ideolog og strateg.

    – Esben Sørensen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s