Venezuelas venstredrejning

Af Ingeborg Gaarde

Venezuela er traditionelt kendt for den storslåede natur og ikke mindst olie, men landet har i de seneste år markeret sig politisk som Latinamerikas mest progressive land. Venezuela har siden 1998 med Chavez som folkevalgt præsident i spidsen, formået at sige fra overfor USA.

”Un otro mundo is possible” – en anden verden er mulig – er et slogan som krydrer gadebilledet, og det fælles mål for størstedelen af den Venezuelanske befolkning.

Chavez udmærker sig ved at være den første demokratisk valgte socialistiske præsident i landet.

På trods af en baggrund i militæret og et mislykket kup i 1992 lykkedes det alligevel for Chavez at vinde valget i 1998 og hermed det folkelige mandat.

Efter at Demokratisk Aktion (Acción Democrática, AD) og COPEI (det socialt kristelige parti) havde delt den politiske magt imellem sig i et udemokratisk topartisystem i 40 år var tiden endelig inde til forandringer! Kampråbet og sloganet ”NO Chavez no se va” (Nej, Chavez går aldrig af) bevidner om den enorme opbakning, vilje og tro på forandringer der er i Venezuela, hvor uligheden, på trods af forbedringer, stadig er slående: De 20%, som udgør overklassen og den øvre middelklasse i Venezuela, lever godt af oliepengene.

Venezuela i imperialistisk opposition

Venezuela er pga. sin rigdom på naturresurser og ikke mindst som værende verdens 4.største olieresurse, særlig attraktiv for især amerikanske økonomiske interesser..

Chavez fastholder dog sit nej til at underskrive frihandelsaftalen ALCA (på engelsk FTAA – The free trade area of the Americas) som USA ellers planlægger at gennemføre i hele Amerika.

Venezuela og Cuba modarbejder i stedet USA bl.a. i form af deres eget opstartede handelssamarbejde i ALBA (La Alternativa Bolivariana de Las Américas).Denne aftale bygger på solidarisk samarbejde i stedet for neoliberalisme. Et konkret eksempel på tiltag i forbindelse hermed er, at Venezuela modtager dygtige lægestuderende fra Cuba, mens Cuba får billig olie fra Venezuela.

Der er udbredt modvilje mod USA’s ageren i Latinamerika, men USA bruger alle midler for at få indflydelse på kontinentet.

Dette viste sig for alvor ved det mislykkede kup mod Chavez i 2002. USA støttende her oppositionen i Venezuela, der d.12.april 2002 stod i spidsenfor et kupforsøg mod Chavez.

Efter bombetrusler mod Chavez, udført af oppositionens paramilitære grupper, blev Chavez af kupmagerne bortfløjet til en ø, mens internationale medier (som stort set alle har deres obligatorisk vej forbi CNN!) meddelte, at Chavez selv havde valgt at træde tilbage som præsident.

Men på grund af en kritisk Venezuelansk befolkning lykkedes det dog ikke for kupmagerne at føre folket bag lyset og overtage præsidentposten ved dette kupforsøg.

Da befolkningen fik nys om Chavez såkaldte tilbagetræden, gik de straks på gaden for at demonstrere mod oppositions blændværk og det massive folkelige pres resulterede i at Chavez blev fløjet tilbage til regeringsposten.

Fremtiden
På vej hjem i flyet fra Venezuela d.25 august 2005 kunne vi læse om at en af den kristne amerikanske højrefløjs veteraner, præsten Pat Robertson, åbenlyst truede med at myrde Chavez. USA´s trusler og politik overfor Venezuela viser, at USA er bange. Venezuela er primus motor for den Latinamerikanske venstredrejning, der siger nej til USA’s neoliberale korstog og har indtil nu vist sig at fastholde modstanden.

Spørgsmålet er om progressiviteten kan fastholdes i Venezuela med det borgerlige statsapparat – om det skal nedbrydes eller om missionerne, også på længere sigt, kan blive en stabil og progressiv parallel hertil?

Et andet centralt spørgsmål er, om de andre latinamerikanske lande evner at deltage helhjertet i processen. Den brasilianske præsident Lula har f.eks., som Chavez, sagt nej til ALCA, men udviklingen er usikker. I skrivende stund er der flere valg i skue på det latinamerikanske kontinent og udfaldene heraf er afgørende for det samlede billede.

Men én ting er sikkert: I Venezuela har processen og missionerne givet befolkningen politisk erfaringer, selvtillid og forhåbninger. Overalt på gader og i taxier diskuteres der politik med store følelser og det glødende engagement holder troen på forandringer og drømmen om det socialistiske alternativ i live.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Skoling: Skolingsartikler og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s