Marx og folkesocialismen

Af Gert Petersen, tidligere formand og MF for SF

I sin artikel om ”Moderne socialisme” fremhæver Bent Gravesen, at socialisme bygger på bestemte positive værdier: solidaritet, lighed og frihed, tæt sammenkoblet og i gensidig afhængighed. Det er for os en indlysende sandhed, men var det ikke for de dogmatiske kommunister. For dem var socialisme i Marx´ forstand en videnskabelig erkendt sandhed. Jeg husker en debat fra tiden omkring SF´ernes brud med DKP. Mogens Fog mente, at det var vrede over den sociale uret, som overgik arbejderne, der fik Marx ind på tanken om et alternativt samfund. Nej, svarede en kommunistisk chefideolog, Gelius Lund; det var en videnskabelig udforskning af historiens gang, der gjorde det. For SF´eren Mogens Fog var socialismen altså motiveret i etiske overvejelser; for kommunisten Gelius Lund i en teori om historiens ufravigelige gang!

De socialistiske ideer om frihed, lighed og solidaritet har rødder i den materielle virkelighed. De blev til i underklassens århundredlange kamp, og især i arbejderklassens kampe i det 19. og 20. århundrede. Men de har en værdi i sig selv, for gennem dem fastholdes socialistiske reformkrav, uanset alle omskiftelser. Efter Murens fald påstod mange, at nu var socialismen forsvundet fra historiens dagsorden (begrundet med den løgn, at det, der faldt med Muren, var socialisme). Men blev kampen for solidaritet, lighed og frihed mindre aktuel og nødvendig, fordi Muren faldt? Selvfølgelig ikke. Følgelig forsvandt socialismen ikke fra dagsordenen – tværtimod.

Marx selv var ikke helt uden skyld i, at hans tanker blev udlagt som endegyldigt beviste teorier i stil med tyngdeloven og andre naturlove. Egentlig var han en meget nøgtern mand, hvis valgsprog han engang angav som ”Ad omnium dubitandur” (Tvivl på alt!). Men han var også en lidenskabelig agitator, optændt af vilje til at gøre op med kapitalmagten. Og agitatoren tog overhånd, når han bekendtgjorde, at kampen med historisk nødvendighed ville ende med arbejderklassens sejr. Sådan i stil med de kristnes og muslimernes tro på Dommedag, hvor retfærdigheden endelig vil ske fyldest, skrev den italienske marxist Antonio Gramsci med venlig ironi.

I alt andet var Marx videnskabsmand, filosof, historiker og økonom.

Ud fra hans tolkning af historien er de økonomiske faktorer (i ordets videste forstand – den måde, hvorpå menneskene opretholder livet) de afgørende drivkræfter i vekselvirkning med de ideologiske og psykologiske. Historien drives frem af kamp mellem modsætninger. Til bestemte produktivkræfter (dvs. redskaber, viden, kunnen) svarer bestemte produktions- og ejendomsforhold. Produktivkræfterne udvikler sig hele tiden og kommer gang på gang i konflikt med de givne produktionsforhold, som så sprænges og afløses af nye. På det menneskelige plan kommer denne konflikt til udtryk i klassekampe, der altså er helt uomgængelige. På Marx´ tid var industriarbejderklassen begyndt at tage form, og overfor den stod ejerne af industri- og finanskapitalen.

Generelt holder dette syn på historien. Men går man i detaljer, skal man passe på. Marx ignorerede den rolle, som uforudsete tilfældigheder kan spille i historien. I øvrigt sagde han engang, at hans historieteori primært kun dækkede nogle trends i den industrialiserede del af Europa og Nordamerika. Og arbejderklassen – forstået som dem der lever af at sælger deres arbejdskraft – er blevet uendelig meget mere diversificeret, end Marx forudså. Dens dele har forskellige delinteresser, og samfundet er blevet meget mere komplekst. Blandt andet er statens rolle langt mere vidtrækkende end i hans tid.

Men det gælder stadig for alle privatansatte lønmodtagere, at kapitalen køber deres arbejdskraft, men uden at betale for dens fulde værdi. Kapitalisten tilegner sig merværdi. Alle lønmodtagere i den private sektor, fra kassedamer til ingeniører, er underkastet et system, der er baseret på udbytning.

De umådelige milliardsummer, der ender i koncernernes eje og kapitalfonde, og hvoraf meget hver dag omsættes på det globale valutamarked, er blevet til som følge af denne udbytning. Det er alene arbejdet, der i samspil med naturressourcerne skaber de materielle værdier. I den henseende er intet ændret siden Marx´ tid. Han forudså globaliseringen – som følge af produktivkræfternes (teknologiens) udvikling – og koncentrationen af kapital på stadig færre hænder. Det holder fortsat stik, både på det nationale og det globale plan. Dog er der i nogle af landene, bl.a. Danmark, stadig en underskov af små og mellemstore virksomheder, som Marx ikke havde regnet med.

Men han tog fejl i det, der blev kaldt elendighedsteorien. Den gik ud på, at arbejderne ville blive stadig fattigere, og kapitalisterne stadig rigere, så det hele ville ende med sammenbrud og revolution. I sine sidste leveår modificerede Marx teorien meget kraftigt, men den blev i uforfalsket form overtaget af Lenin og kommunisterne som teorien om arbejderklassens absolutte forarmelse under kapitalismen.

Men når Marx trods alt så rigtigt på mange områder, hvorfor er hans forudsigelser så ikke gået i opfyldelse over det hele? Sådan vil mange spørge. Jeg vil pege på tre grunde.

1) Hans egen mobiliserende evne. Som professor Philip, en dansk radikal økonom, for mange år siden sagde: ”Marx satte noget i gang i politik, som forhindrede, at alle hans forudsigelser kom til at gå i opfyldelse. Folk, der har været inspirerede af ham, har skabt fagforeninger, socialdemokratiske og kommunistiske partier, oplysningsforbund, gået i strejker, kæmpet på barrikader. Som igangsætter kan han kun sammenlignes med de store religionsstiftere.”

2) Demokratiet rummede meget større muligheder, end Marx forudså i midten af det 19. århundrede, da han skrev sine hovedværker. Bl.a. derfor opererede han – men slet ikke særlig hyppigt – med begrebet ”proletariatets diktatur”. Men i slutningen af sit liv erkendte han sin fejlvurdering, f.eks. pegede han i 1878 på muligheden for, at arbejderklassen i England ”ad lovlig vej kunne vinde flertal i parlamentet og ophæve de love, der står den i vejen”. Og i 1880 sagde han, at det franske arbejderparti ”har forvandlet valgretten fra at være et middel til snyderi til at være et middel til befrielse.”

3) Afsporingen gennem den russiske revolution. Efter revolutionen i 1917 skrev en begejstret italiener: ”Das Kapital er dementeret!” For af hovedværket Das Kapital Socialisme kan ikke skabes i krig med det store flertal (i Rusland bønderne). Forsøget førte til så mange forvridninger og forfalskninger, at en ægte socialistisk omformning i industrilandene blev sat mange årtier tilbage. fremgik, at socialisme kun var mulig i højt udviklede industrilande, og Rusland var det modsatte. Men det historiske forløb demonstrerede, at Marx havde ret!

I SF’s socialistiske optik forkastes elendighedsteorien og alle tanker om ”proletariatets diktatur”. Vi betragter demokrati og socialisme som uadskillelige, – som det også udtrykkes i parolerne om demokrati – dvs. frihed og lighed – og solidaritet. Til disse værdier føjer vi sikring af miljøet, som Marx faktisk gjorde mere ud af, end mange tror. Men den teknologiske udvikling bevirker, at kravet om bæredygtighed må langt højere op på ”ranglisten”, end han anså for nødvendigt.

Det er i strid med alle Marx´ egne principper at forholde sig dogmatisk til hans synspunkter, som f.eks. kapitallogikerne gjorde. Men forholder vi os kritisk, ser vi, at hans teorier om historiens drivkræfter og prognose om klasserne og deres konflikter, om verdensmarked, globalisering og skæv fordeling, om kapitalens koncentration og udbytning, – at alt dette holder stik. Det handler om at bruge dette mægtige og inspirerende analyse-apparat som udgangspunkt for udarbejdelse af en socialistisk strategi.

Fakta om Gert Petersen

Født den 18. august 1927 i Nykøbing Falster

Student ved Nykøbing Katedralskole i 1945.

Medlem af DKP fra 1945 til 1958

Medstifter af SF den 22. november 1958

Valgt til folketinget første gang i 1966

Formand for SF 1974-1991

Dette indlæg blev udgivet i Skoling: Skolingsartikler og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Marx og folkesocialismen

  1. Thomas Allan siger:

    Hmm, jeg tror der er nogle fejl i artiklen:

    “For af hovedværket Das Kapital Socialisme kan ikke skabes i krig med det store flertal (i Rusland bønderne). Forsøget førte til så mange forvridninger og forfalskninger, at en ægte socialistisk omformning i industrilandene blev sat mange årtier tilbage. fremgik, at socialisme kun var mulig i højt udviklede industrilande, og Rusland var det modsatte. Men det historiske forløb demonstrerede, at Marx havde ret!”

    Nogle af sætningerne deri giver ikke rigtig mening og hænger dårligt sammen. Kan i ikke prøve at kigge på om ikke det skulle rettes en gang?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s