Fremad mod en ny venstrefløj

INTERVIEW MED MARSDAL

Magnus E. Marsdal er en markant person på den norske venstrefløj. Han er tidl. journalist på avisen ”Klassekampen”, styrelsesmedlem i Attac, samt medforfatter til bogen ”Tredje Venstre”. Jesper Petersen mødte ham i Oslo på den norske valgdag 13. september.

Af Jesper Petersen, tidligere landsformand for SFU

Hvad var anledningen til bogen ”Tredje Venstre”?

”Vi oplevede nyliberalismens ideologiske overmagt. Og hvis vi vil ændre det, kan vi ikke bare fordømme den, vi må også forstå den. Vi opdagede symmetrien mellem de tre elementer – nyliberalismen, postmodernismen og underholdningsindustrien – og skabte hypotesen om treenigheden. Med det som rammeværk startede vi så helt fra bunden.”

Hvorfor er socialismen mere individualistisk end liberalismen?

”Vi definerer individualisme som individets selvstændighed, værdighed og selvudvikling. De idealer kan ikke tilhøre højrefløjen. For Marx og socialisterne i 1800-tallet var socialismen individualismens naturlige fuldendelse. De vendte højrefløjens retorik mod borgerskabets samfund og sagde: ”Her er jo ufrihed, afhængighed og ulighed. Her er jo trældom – ikke individuel frihed”. Vi minder egentlig bare om det igen.”

Bogen kritiserer underholdningsindustriens rolle og funktionsmåde. Men giver medierne ikke bare folk hvad de gerne vil have?

”Medierne giver ikke folk hvad de vil have, men hvad man tror, der kan tjenes flest penge på. Medierne kunne jo vælge at lave noget andet, men vælger det, der er både billigt og har mange seere som f.eks. Big Brother. Det er indlysende at kommercielle medier, der drives af kommercielle principper, er dømt til at være politisk og kulturelt konservative, fordi de ikke vil støde nogen fra sig eller være oprørere”.

Hvad betyder reklamen for menneskers måde at se sig selv og samfundet på?

”Reklamernes individ er forbruger ikke borger. Og reklamerne har enorm betydning i forhold til hvad de ikke viser – nemlig hele produktionen og slavearbejdet. I reklamen starter alt ved forbruget.

Pavekirken havde enorm magt i 1600-tallet med sine katedraler, politiske indflydelse og omfattende symbolik. Hvorfor skulle det være anderledes for os, der har meget mere reklame, mange flere magasiner, aviser og medier end der fandtes messer og katedraler? Det former os naturligvis som mennesker. Reklamens magt må brydes og drives helt ud i periferien af samfundet.”

Bogen er et tilbud til de nye bevægelser om en tænkemåde. I behandler også disse bevægelser i bogen. Hvordan kommer bevægelsernes videre?

”Det er vigtigt at forstå, at det tredje venstre altid er ”in the making”. Derfor er det jo svært at skabe kontinuitet, tradition og stabilitet. Forhåbentlig finder vi en ideologisk kerne ud, fra hvilken vi kan finde nye fortællinger, et nyt sprog og nye symboler og selvforståelser – og måske blive en organisk kraft som på et tidspunkt kan indeholdes i et parti.

Vi må rekonstruere et socialistisk projekt som ikke er tilbageskuende, som ikke er gammeldags kommunistisk, som ikke er autoritært, som ikke er en romantisering af et proletariat der ikke findes. Men som kan finde ud af at forene middelklassen med den progressive del af arbejderklassen – både ideologisk men også konkret-praktisk gennem sociale fora, kampagner osv. Det kræver bl.a. en re-ideologisering af LO og arbejderbevægelsen og et opgør med de nyliberale socialdemokratier.”

Dette indlæg blev udgivet i Skoling: Interviews og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s