Antonio Gramsci – Fangen der lærte os at sprænge lænkerne

Af Jakob Nørhøj, næstfor­mand i SF

Hvordan kan det lykkes nogle samfundsgrup­per at fastholde magt og privilegier op gennem historien på bekostning af det store flertal? Hvorfor består grundlæggende sam­fundsstrukturer, som f.eks. kapitalis­men, på trods af, at det er i åbenlys modsætning til hensynet til f.eks. miljøet og menneskers velfærd? Det er i kernen i de spørgsmål, som den italienske socialist og filosof, Antonio Gramsci, kredser om.

Antonio Gramsci - Fangen der lærte os at sprænge lænkerne

Gramsci var formand for det italien­ske kommunistparti, men blev fængs­let af Mussolinis fascistiske styre i 1937. Under sit fængelsophold, som endte med at koste ham livet, skrev Gramsci på en række teoretiske over­vejelser, som siden er blevet kendt som ’fængselsoptegnelserne’. Gram­sci havde ikke lov til at sidde og skri­ve venstreorienteret litteratur. Han måtte derfor benytte sig af en lang række omskrivninger og direkte ko­der, for at snyde fængselspersonalet, hvilket har gjort det svær tilgængelig læsning.

Det er værd at hæfte sig ved den hi­storiske situation, som Gramsci be­fandt sig i. Store dele af Europa var underlagt fascistiske eller nazistiske diktaturer. Fascisterne og nazisterne var i høj grad kommet til magten med bred folke­lig opbakning. I Sovjetunionen var socialismen degenereret til Stalins benhårde diktatur og massiv under­trykkelse. Hvad Sovjetunionen angår var også Gramsci i udgangspunktet en loyal støtte. Men netop i fængsels­optegnelserne gør han gradvist opgør med den sovjetiske praktisering af kommunismen.

Kort før 2. verdenskrig har arbejder­klassen stadigvæk ikke opfyldt sin historiske mission om at skabe et nyt samfund uden klasser og med frihed for alle. Den har tværtimod givet rum for nye undertrykkende samfunds­former (fascismen og stalinismen), selvom den havde alle historiske kort på hånden. Hvordan kan det gå til? Og hvordan kan venstrefløjen formu­lere en ny strategi? Svarene på disse spørgsmål leder Gramsci ud i et op­gør med mange af grundantagelserne i marxismen.

Forståelsen af den historiske mate­rialisme/marxismen blev dengang defineret af Sovjetunionens chefi­deologer. Den fremmeste af disse var Bukharin, som sad i politbureauet. Gramsci anklager Bukharin for en alt for mekanisk forståelse af den histori­ske materialisme. Bukharin opfattede verden som ren materie. Alt hvad vi kender som ideer, tanker, ånd osv. er rene kemiske reaktioner i hjernen, på den materielle verden. Marxistens op­gave er ifølge Bukharin (og Lenin!) at opnå indsigt i, hvordan ’mekanikken’ fungerer og handle derefter. Det vil i korte træk sige at flytte ejendoms­retten til produktionsmidlerne fra kapitalistklassen til arbejderklassen, hvorefter ’frihedens rige’ indtræder.

Men, hævder Gramsci, en sådan vi­denskabsteori er udover at være intel­lektuel underlødig også ubrugelig og skadelig for en socialistisk bevægelse. Vores verden og samfund må forstås langt mere komplekst og udtryk­ket ”praksis” bliver her et omdrej­ningspunkt. Mennesket er først og fremmest et handlende og skabende væsen, der igennem praktisk virk­somhed opnår viden og forandre sine omgivelser. Det samme gælder den socialistiske bevægelse, som netop i sit praktiske virke kan opnå viden og erfaringer og som til stadighed må revurdere sin viden. Tråden tilbage til den unge Marx er tydelig og opgøret med den ”mekaniske” (sovjetiske) marxisme er radikalt: Erkendelse om samfundsforhold og opfattelsen af socialismen kan ikke støbes i beton men er en dynamisk størrelse. Ifølge Gramsci, hviler kapitalismen og de herskende klassers magt ikke kun på en ren fysisk magt: statens love, den formelle ejendomsret osv. Kapitalismen hviler på, at dens forestillinger og værdisæt gennemtrænger en lang række institutioner i samfundet, som former vores opfattelse. Det kan være begreber som værdien af hierarki og konkurrence, patriarkalske værdier, forestillingen om den private ejendomsret osv. Borgerne tilegner sig disse værdisæt særligt i de samfundssfærer, som Gramsci kalder ’civilsamfundet’: Skoler, kirke, foreninger, partier, fagforeninger, kulturen osv. Gramsci sammenligner den herskende klasse med renæssance-filosoffen Maciavellis værk om ’Fyrsten’. Machiavellis fyrste regerer ikke primært ved hjælp af ren militær magt, men frem for alt fordi folket opfatter ham som dén legitime hersker. På samme måde opretholdes kapitalismen og klassesamfundet først og fremmest derved, at folk opfatter det som legitimt. Fordi kapitalismen afspejler det værdisæt, som folk er opdraget til at tro på. Denne måde at udøve magt på, kalder Gramsci for ’hegemoni’. Med en omskrivning af Det Kommunistiske Manifest, kan man sige, at arbejderklassen ikke blot skal gøre sig fri af de lænker, der sidder på hænderne, men også dem der sidder i deres hoveder. Denne kamp benævner Gramsci ’stillingskrig’. I modsætning til ’bevægelseskrig’, hvor armeen stormer frem og indtager fjendens hovedkvarter, skal der kæmpes fra position til position. Den socialistiske bevægelse skal altså kæmpe for, at det er dens ideer, der gennemsyrer alle dele af samfundslivet. Denne kamp skal selvsagt i særlig grad foregå i civilsamfundet: Socialister skal ud i foreninger, i kulturlivet og alle andre steder, hvor mennesker mødes, og præge det med deres tanker. Dermed skal et socialistisk parti fuldstændig nytænke sin rolle. Fra at være en isoleret armé, der prøver at samle styrke til at omstyrte samfundsordenen, skal den ind og påvirke alle dele af samfundet. Afgørende bliver det, at det socialistiske parti formår at opbygge en bred alliance, med alle der ønsker samfundsforandringer – særligt de intellektuelle. Denne alliance kalder Gramsci en ’historisk blok’. Vigtigt er det, at partiet i sit indre liv praktiserer de værdisæt, som man ønsker udbredt til resten af samfundet: at man har en åben respektbåren debatkultur og praktiserer udbredt medlemsdemokrati I dagsaktuel SF/SFU-sammenhæng, giver Gramscis tanker meget inspiration til vores arbejde. For det første, at vi opfatter vores samfund som en kompleks størrelse, der ikke uden videre kan omstyrtes. Vi må ind og virke på alle planer og niveauer for at ændre folks forestillinger. Samtidig må vi hele tiden bestræbe os på at være en ”fremtidig hegemon”. Det vil sige opbygge vores bevægelse på en måde, der afspejler det samfund vi ønsker at skabe. Vi skal vise folk, at SF/SFU er et sted, hvor der skabes dynamik og kreativitet ud fra principper om demokrati og åbenhed.

Dette indlæg blev udgivet i Skoling: Portrætter og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s