Socialisterne og deres danske partier

Af Kasper Bjering Jensen

Spørgsmålet om hvordan man bør organisere et parti, har været gen­stand for uenighed mellem forskel­lige socialistiske strømninger igen­nem tiderne. Den dag i dag er danske socialister opdelt i en del partier. De centrale, hvis vi ikke regner Socialde­mokraterne med, er SF og Enhed­slisten. Derudover findes en række mindre partier.

De sidste leninister

Leninisme som bærende organisa­tionsteori findes i Danmark kun i smågrupper. F.eks. Arbejderpartiet Kommunisterne (APK) og det nystift­ede Kommunistisk Parti (KP). Disse partier følger Lenin temmelig ordret. F.eks. i forhold til den ”interne sik­kerhed”, der var helt nødvendig i tsarens Rusland.

I APK skal m 2 partimedlemmer an­befale én, før man kommer i betragt­ning som medlem. Og man skal være kandidatmedlem i et år, før man bliver rigtigt medlem. I både APK og KP skal man endeligt godkendes af afdelingsledelsen, før man optages som medlem.

Begge partier bygger også erklæret på demokratisk centralisme og har i forlængelse heraf begge indskrevet fænomenet partisanktioner i vedtæg­terne. Dvs. disciplinerende forans­taltninger overfor medlemmer der ikke følger partibeslutninger.

I de store venstrefløjspartier SF og Enhedslisten er denne organisations­form væk. Her accepteres at man er medlem, uden at være aktiv. Og ingen af partierne disciplinerer sine menige medlemmer. Der er dog krav om en hvis disciplin fra parlamen­tarikernes side. Formelt er denne stærkest i Enhedslisten, men reelt er den (af praktiske grunde), ret svag i begge partier.

Svag central ledelse

Hverken SF eller Enhedslisten har ledelser, som er stærke overfor med­lemmer og lokalforeninger. Partierne er bygget op med centralt anlagte kampagner, som man lokalt og indiv­iduelt kan vælge at engagere sig i. Og mange vælger at være aktive på helt andre måder end de centrale tilbud. På den måde har begge partier meget svært ved at få deres medlemmer til at gå i samme retning.

Der er dog en væsentlig forskel på graden af centralisme i beslut­ningerne. Det kommer bl.a. til ud­tryk ved valg af folketingskandidater. I SF vælger de lokale organisationer i storkredsene suverænt deres kandi­dater. I Enhedslisten udvælges der ved en landsdækkende afstemning et antal kandidater, som derefter fordeles ud i storkredsene, således at de med flest stemmer, sikres valg.

En anden forskel er sammensætnin­gen af partiledelsen. I SF opfattes det som vigtigt med decentralt valgte repræsentanter i partiets Hovedbe­styrelse, mens der i Enhedslisten alene arbejdes med folk valgt på det centrale årsmøde.

Demokrati og fælles retning

For socialistiske partier, der i deres natur er aktivitetsfællesskaber, er det altid svært at finde en god balance mellem på den ene side medlemsde­mokrati og lokal selvbestemmelse og på den anden side partiets evne til at arbejde i fælles retning.

Socialistiske partier har i udgang­spunktet kun deres medlemmers indsats at betjene sig af, så hvis disse går i hver deres retning, bliver partierne ineffektive. Omvendt er vi jo også antiautoritære og selvstæn­dige individer, som generelt afskyer ”ordrer oppefra”.

Der er derfor behov for en helt grundlæggende afklaring i de brede venstrefløjspartier om hvordan man får opbygget en organisatorisk ef­fektivitet, uden at gå på kompromis med vores idealer om demokrati og autonomi.

Denne artikel er førstegang bragt i Aktivisten Intern, et nu nedlagt SFU blad, i marts 2007

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Skoling: Skolingsartikler og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s