Socialist i hverdagen -10 principper for arbejdet

Det er meget vigtigt at vi som socialister præger bevægelsernes retning og derfor skal vi som SFU’ere bakke aktivt op om vores organisationer, uanset om det er lærlinge-, elev- eller studenterorganisationer. Her er 10 principper for SFU’s arbejde i bevægelser­ne:

1. Udenfor konsensus – indenfor rækkevidde!

Vi skal formulere politik med udgangspunkt i sætningen ’udenfor konsensus – indenfor rækkevidde’. Vi skal ikke kun opstille krav alle i forvejen bakker op om, men lidt mere markante krav som alle kan overbevises om. Hvis et elevråd eller en lærlingeorganisation i dag f.eks. krævede ”socialisme” ville mange unge løbe bort – men kræver vi mere medbestemmelse eller en højere løn vil de fleste bakke op.

2. Antikapitalistisk bevidsthed!

Vi skaber antikapitalistisk bevidsthed på to måder: På den ene side giver vi kapitalismekritiske forkla-ringer på hver­dagens problemer og på den anden side sammenkæder vi ungdommens mange kampe. F.eks. er brugerbetaling på uddannelserne ikke kun et irriterende girokort, men socialt skævvridende og favoriserer kun de meget velha­vende danskeres muligheder.

3. Socialistisk perspektiv!

Vi fremhæver også alternativer: Hvordan kan skolen sty­res anderledes? Hvordan kan samfundet indret-tes, så pengene ikke er skævt fordelt? F.eks. med et krav om, at rektor skal afgive sin magt, så elever og lærere bestemmer ligeså meget som administrationen – eller en politik om, at uddannelse bør være for alle og tjene samfundets bed­ste i stedet for at defineres af erhvervslivets behov.

4. Enhed i bevægelsen!

Flest muligt på skolen skal støtte op om elevrådet, flest muligt skal være organiseret i den samme fag-forening. Vi har ikke en interesse i ’borgerlige’ elevorganisationer eller ’gule’ fagforeninger – alle skal organiseres i én de­mokratisk interesseorganisation. Og vi søger også enhed mellem de forskellige orga-nisationer for at øge ungdom­mens slagstyrke. Vi må nemlig ikke splitte ungdommen, men samle for at stå stærkere

5. Kamp frem for passivitet!

Unge under uddannelse har kun deres organisering og vilje til i fællesskab at slås som pressionsmiddel til for­bedringer. Forhandlinger med politikere, rektorer og ar­bejdsgivere kan kun give resultater til ungdommen, hvis talspersonerne (elevrådsformanden, tillidsmanden eller organisationsrepræsentanten) har opbakning. Og for­handlinger er oftest mest effektive, hvis de bakkes op af aktioner, blokader og demonstrationer. Som SFU’ere står vi derfor altid for kamp frem for passivitet.

6. Sejre frem for radikalisering!

Delmål, der realistisk kan vindes, er ofte mere værd end radikale paroler, der vil føre til nederlag for bevægelsen. Vi kan måske se, at en klassekvotient på 24 og en lærlin­geløn på 180 kr. i timen er bedst og mest retfærdig. Men er det på den korte og mellemlange bane umuligt at indfri de optimale krav, så er vi nødsaget til at vægte sejre og forbedringer højere end radikalisering.

7. Demokratiske organisationer!

Topstyrede organisationer har aldrig den nødvendige op­bakning til at gennemtvinge de forbedringer som de en­kelte medlemmer har brug for i hverdagen. Bl.a. derfor søger vi som SFU’ere altid at skabe demokratiske organi­sationer, hvor medlemmer og deres repræsentanter for­mulerer de politiske krav og fastlægger strategien for de løbende kampe.

8. Tal ungdommens sprog!

Vi skal tale samme sprog som vores medelever eller kolle­gaer. Vi skal vise at vi selv er en del af ungdommen og vo­res venner skal kunne se at vi er ligesom dem. På samme måde skal vi også tage vores kammeraters bekymringer alvorligt – uanset om det er toiletpapir, fredagsbaren eller voksende racisme.

9. Loyalitet for bevægelsen!

Enhver SFU’er vil opleve politiske nederlag i bevægelsen. Og det kan da være irriterende, hvis et flertal ikke vil være med til at strejke eller kræve bedre forhold. Men vi accep­terer demokratiske afgørelser (også når vi er uenige) i ste­det for at undergrave flertallets beslutninger. Den eneste forklaring er, at vores argumenter har været for dårlige.

10. Konsekvente aktivister!

SFU’ere ved mere om politisk analyse og organisatorisk arbejde end vores klassekammerater, der ikke er medlem­mer af politiske organisationer. Derfor er det ofte natur­ligt, at vi påtager os lederskab i bevægelser.

Denne artikel blev første gang bragt i Aktivisten Intern, et nu nedlagt SFU blad, i januar 2007

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Skoling: Skolingsartikler og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s