Debat om nyt principprogram – en anden verden er nødvendig!

Af Jonas Toubøl, SFU-Indre By, tovholder for principprogramgruppen

Vi skal vedtage et nyt principprogram på landsmødet 2008. Hvorfor nu det? For ikke længere tid siden end i 2001 vedtog SFU sit nuværende principprogram, men verden har ændret sig meget siden, og landsmødet 2006 og 2007 vurderede, at det nu er nødvendigt med et nyt.

Hvorfor er principprogrammet vigtigt?

I principprogrammet definere SFU de principper, som vores politik skal bygge på, og hvordan vi skal arbejde for det, vi vil. Principprogrammet vedtages af lands­mødet og er den øverste autoritet i SFU’s politik. Landsmødet og landsledelsen må ikke vedtage politik, der er i strid med principprogrammet, og hvis det allige­vel sker, er den vedtagne politik ugyldig. Derfor er det et ekstraordinært og meget vigtigt papir.

Programmets indhold

Om få uger ligger skrivegruppens udkast klar, og det er derfor tid til at starte de­batten her i Aktivisten. Gruppen har valgt en fremgangsmåde, hvor principprogram­met tager udgangspunkt i SFU’s formåls­paragraf og forsøger at give liv og indhold til de begreber, vi dér definerer organisa­tionen med. På de følgende sider kan du læse om, hvordan gruppen har fortolket, at SFU er marxistisk inspireret, femini­stisk, ønsker en demokratisk, solidarisk og bæredygtig socialisme, og hvordan vi skal nå vores mål.

Fortællingen om at en anden verden er nødvendig

De begreber, der findes i formålsparagraf­fen, ønsker vi at definere og bruge i en overordnet rammefortælling. Den fortæl­ling, vi ønsker at fortælle, handler i al sin enkelthed om frihed, men ikke den slags såkaldt frihed, som Andres Fogh tror på. Vores fortælling handler om, at vi lever i en verden med nød, lidelser, konflikter og fordomme, der grundlæggende skyl­des den kapitalistiske økonomi og dens liberalistiske ideologi. Mennesker er ufrie og spilles ud mod hinanden. Når man ser nøgternt på den verden, vi lever i, er det ikke svært at se, at det er muligt at skabe en bedre verden. En verden hvor menne­sker har reel frihed til at leve og udfolde sig, som de vil.

Den tanke kalder vi frihed i fællesskab i modsætning til den liberalistiske frihed i ensomhed. For man skal ikke tænke me­get over det, endsige betragte de menne­sker, vi lever iblandt, for at indse, at den enkeltes frihed kun er muliggjort, fordi fællesskabet skaber forudsætningerne. Hvad kan et menneske udrette alene? Ikke ret meget. Der kan kun eksistere frie men­nesker i fællesskaber. Men i det kapitali­stiske samfund er det ikke fællesskabet og den enkelte, der har magten over samfun­det og den enkeltes liv: Det er økonomien og hensynet til profit. Det skal ændres, og magten skal tilbage til de mennesker, der lever og skaber deres egen og hinandens liv og hverdag. Derfor er en anden verden nødvendig – en socialistisk verden!

Et tilgængeligt og identitetsskabende program

Det nye program bliver kortere end det nuværende. Faktisk bliver det kun på en tredjedel af det nuværendes længde; ti sider. Det skyldes, at landsledelsen har prioriteret, at programmet skal være let tilgængeligt for alle. Derfor er sprogbru­gen også mere tilgængelig.

Samtidigt skal programmet kun om­handle principperne for vores politik og arbejde og ikke som det nuværende være en deltaljeret gennemgang af hvert enkelt politikområde. Denne prioritering skyl­des, at vi mener, at en sådan gennemgang slet ikke hører til i et principprogram.

Denne artikel er første gang publiceret i Aktivisten Intern, et nu nedlagt SFU blad, i august 2007

Dette indlæg blev udgivet i Debat: Nyt principprogram, Skoling: Skolingsartikler og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s