Kan SFU lære af Lenin?

Af Kasper Bjering Jensen

Alle har hørt om russeren Vladimir Iljitj Uljanov – i hvert fald under hans partinavn Lenin. For mange står han som grundlægger af den totalitære Sovjetunion. Men han var også grundlægger af en af marxis­mens strategiske retninger. Denne artikel vil ikke vurdere Lenins posi­tion mellem demokrat og despot. I stedet vil den tage udgangspunkt i hans tanker om revolutionær orga­nisering.

I 1903 afholder de russiske social­demokrater deres 2. kongres. De er revolutionære i dobbeltforstand. De­mokratisk fordi de vil vælte tsarens eneherredømme. Socialistisk fordi de vil at fremtidens samfund skal være under arbejderklassens ledelse – ikke kapitalisternes. I 1902 udsender Lenin sit skrift ”Hver må der gøres”. Skriftet er et af de mest centrale i hans orga­nisationsteori.

Kan SFU lære af Lenin?

Spontanitet og bevidsthed

Skriftet var først og fremmest et ind­læg i en intern kamp i det socialde­mokratiske parti. Hans grundanalyse tager sit udgangspunkt i at partiets kamp for forandring må kæmpes på to fronter i det tsaristiske Rusland. Den økonomiske og den politiske.

Med økonomisk kamp forstår Lenin den konkrete daglige kamp mod ar­bejdsgiverne, om den merværdi ar­bejderne skaber. Denne er først og fremmest en faglig kamp, fordi den handler om lønnen indenfor de en­kelte fag. Fagforeningerne er derfor hovedkraften.

Den politiske kamp er derimod spørgsmålet om den generelle indret­ning af samfundet. Om magten over staten og produktionen. For Lenin var det afgørende på kort sigt at vælte tsaren og indføre demokratisk ledel­se af staten. På længere sigt at vælte industrikapitalisterne og godsejernes magt over produktionen. Ledelsen af stat og produktion skulle samles hos arbejderklassen.

Lenin så, at arbejderne ”spontant” førte økonomisk kamp. På hver ar­bejdsplads samlede de sig og sloges for højere løn, kortere arbejdsdag og sikre forhold. Men han så også at kampene besværliggjordes af tsarens undertrykkende diktatur og af kapi­talisternes statsgaranterede magt.

Kampen måtte derfor løftes fra den rent økonomiske til en revolutionær politisk kamp. Men dette løft skete ikke spontant. Lenin konkluderede, at den ”revolutionære bevidsthed” måtte ”tilføres arbejderklassen ude­fra”. Denne opgave måtte udføres af det revolutionære socialdemokrati­ske parti.

Lenins modstandere i partiet, øko­nomisterne, ønskede snævert fokus på arbejderne, fagforeningerne og konkrete økonomiske kampe. Lenin fandt disse tre ting vigtige. Men ar­bejderne skulle forstå at deres største forhindring var tsaren. Derfor skulle man hæve de økonomiske kampe til politiske. Ikke kun arbejderne skul­le samles – hele folket måtte danne front for demokrati.

Stærkt centrum

Uenighederne om partiets strategiske prioriteringer kom for alvor til ud­tryk i spørgsmålet om partiets organi­sering. Økonomisterne ville satse på autonome lokale grupper. En konkret konflikt var om man skulle opbygge mange lokale blade eller én lands­dækkende avis.

På 1903-kongressen bryder denne konflikt om centralisme overfor auto­nomi løs. For Lenin er det altafgøren­de at partiet har en stram disciplin. Kun de bedste og mest velskolede revolutionære kan optages som med­lemmer. Man skal være aktiv i en af partiets grundorganisationer, som ar­bejder efter retningslinier udstukket centralt. Også partiets litteratur (avis, bøger, mv.) må udgå fra centret.

Lenins centralisme har to kilder. For det første den historiske situation i Rusland. Man kan ikke bare frit være i opposition. Tsarens folk opløser hvert andet øjeblik de lokale organisationer og konfiskerer deres trykkerier. Skal partiet hænge kontinuert sammen, må der være et effektivt og hemmeligt centrum, der konstant kan reorganisere partiets kræfter. For det andet er det partiets kollektive handling der kan lede og bevidstgøre masserne, ikke partiets interne stridigheder. Lenins ledelsesform har siden været strukturelt forankret i leninistiske partier, i form af begrebet demokratisk centralisme. Begrebet har varierende praksisser, men følgende fire grund-principper (Danmarks Kommunistiske Partis vedtægter, 1950) er sigende:

  1. Alle partiets ledende organer fra nederst til øverst skal vælges af medlemmerne.
  2. Alle ledelser aflægger regelmæssig beretning til medlemmerne.
  3. Mindretallet underordner sig flertallet.
  4. De lavere partiorganers og alle medlemmers ubetingede pligt til at gennemføre de højere partiorganers beslutninger.

Princippet er altså: Ledelsen vælges af dem den skal lede og har derefter i 1. 2. 3. 4. princippet uindskrænket beføjelse til at gøre dette. Endvidere er der et hierarki mellem ledelserne. Lokalkomiteen er underlagt distriktskomiteen som er underlagt centralkomiteen. Kommandoerne gives ”oppefra og ned”, som i en traditionel hær. Men til forskel fra denne vælges kommandørerne ”nedefra og op”.

Lenin og vor tid

Men kan vi bruge Lenins tankegods til noget i dag? Først og fremmest skal man huske at der er pokker til forskel på organisering i Rusland 1903 og Danmark 2007. Lenin påpeger dette selv, ved at henvise til, at kravene er anderledes i Tyskland (der bestemt ikke var et mønsterdemokrati). Da Aksel Larsen brød med DKP og stiftede SF, var opgøret med demokratisk centralisme afgørende. Princippet om at handle samlet var fint nok, men de før beskrevne principper førte i praksis til enten enighed af frygt eller til unødvendige splittelser. I dag mærkes opgøret tydeligt i SF og SFU. Der hersker stærk autonomi i partiets forskellige dele og det kan nærmest være et princip at foragte ting der udgår centralt fra. Det kan forhindre os i at handle effektivt og målrettet. En tidssvarende organisation med de egenskaber Lenin efterspørger, kunne baseres på en enhedskultur, hvor handling efter kollektive prioriteringer sker fordi der er bred enighed om at vi rykker mest, når vi rykker sammen. Ikke fordi man frygter repressalier i form af ”kammeratlige samtaler” og eksklusion, som var tilfældes i Sovjetunionen. Et andet element kan være at sætte fokus på kollektiv aktivitet, frem for individuelle behov. Et forslag der ofte nævnes i SFU er at sammensætte landsmødet af delegerede fra afdelingerne, ligesom man har i SF. Det vil give landsmødet karakter af et forum hvor afdelingerne udvikler de aktiviteter de skal lave sammen, frem for en individuel debatklub, styret af private holdninger og interesser.

Denne artikel er førstegang bragt i Aktivisten Intern, et nu nedlagt SFU blad, i marts 2007

Dette indlæg blev udgivet i Skoling: Portrætter og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Kan SFU lære af Lenin?

  1. Thomas Allan siger:

    “Centralismen” i Lenins idealer og teser er af dagligdagens gængse “eksperter” og borgerlige historikere alt for overvurderet. Demokratisk centralisme betyder egentlig blot, at hvad der er vedtaget og bestemt af ægte demokratisk diskussion skal respekteres af rækkerne indenfor partiet efterfølgende, som artiklen på sin vis også påpeger ganske klart. Der er ikke ligefrem tale om manglende demokrati.

    Det var heller ikke Lenin der etablerede selve etpartistaten – den kom som konsekvens af den ekstreme overvægt af embedsmænd, efter tsarens kontrarevolution som kostede adskillige arbejdere og folkelige kræfter livet – hvorfor partiet ikke længere kunne holdes i kort snor af folkemasserne.
    Af den grund er mange af anti-leninisterne på venstrefløjen mere eller mindre på afveje i deres oprør mod Lenin og det han stod for, da mange af de ting han i det store hele anklages for, ikke forholdte sig således i første omgang. Bruddet med Lenin er i mange omfang foretaget ud fra en misforståelse.

    Stalinismen var den virkelige sygdom der skulle bekæmpes.

    Det til trods vil jeg stadigvæk sige gudskelov for at vi selv har et mere decentralt partiorgan end den demokratiske centralisme lagde op til, da vi jo er mange der ikke ville bryde os om at få presset reformistiske teser om “markedssocialisme” nedover øjnene fra moderpartiet SF.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s