For og Imod – Lige velfærdsydelser til alle?

Debat: For og Imod Lige velfærdsydelser til alle.

Nej til lige velfærdsydelser
Børnecheck og boligstøtte er ikke for de rigeste!

Af Mathias Askholm, mathias.askholm@gmail.com

I SFU skal vi som sociali­ster kæmpe for et sam­fund, der skaber velfærd for alle. Et samfund hvor kun de rigeste har råd til velfærd, er et fattigt samfund. På samme måde som et samfund hvor kun de fattigste og svageste under­støttes af fællesskabet, er et fattigt samfund. Velfærden skal skabes kol­lektivt og være for alle!

Velfærdssamfundet giver både services og ydelser til sine borgere. Services er f.eks. gratis lægehjælp, gratis skolegang og gratis hospitaler, mens ydelser er kontante ydelser som f.eks. SU, børnepenge og bolig­støtte. På landsmødet i 2005 vedtog vi at SFU er modstandere af indtægts­graduerede velfærdsydelser, altså at nogle ydelser bliver mindre jo mere man tjener. Selvom jeg kæmper for et velfærdssamfund, der sikrer velfærd for alle, så er jeg ikke enig i at indtægtsgraduering aldrig kan bruges.

Der bør være adgang til gode og gratis velfærdsservices for alle – den offentlige service skal udbygges og forbedres – men der er ingen grund til at alle skal modtage velfærdsydel­ser i ens omfang. Jeg synes det vil være fornuftigt at indtægtsgraduere nogle velfærdsydelser for på den måde at kunne finansiere flere of­fentlige services.

Tag nu børnechecken som eksem­pel. BUPL har regnet ud, at hvis man skærer i børnechecken for husstande der tjener mere end en halv million om året, kan man spare penge nok til at sikre gratis børnehaver for alle. Langt de fleste danskere vil på den måde få de samme penge i børne­check og samtidigt kunne få børnene passet gratis. Resultatet er altså at man ved at skære i børnechecken for de rigeste kan skabe en ny gratis vel­færdsservice for alle. Sammenhængs­kraften og de riges solidaritet med velfærdsstaten tror jeg ikke bliver formindsket – tværtimod, så tror jeg det opleves som et større gode at få gratis børnehaver end en børnecheck som man ikke rigtigt har brug for.

Jeg synes ikke at man skal ind­tægtsgraduere alle ydelser, men jeg synes det er forkert at afskrive sig muligheden, hvis det kan give mere velfærd. Børnecheck og boligstøtte er to gode eksempler på ydelser der bør indtægtsgradueres. Vi skal da som socialister ikke kæmpe for, at TDC direktør Henning Dyremose skal have børnecheck eller Mærsk McKinney skal have boligsikring. Indtægtsgraduering må aldrig blive et universelt princip, men det skal være en mulighed.

Ja til lige velfærdsydelser

Nej til indkomstdifferentierede velfærdsydelser!

Af Jonas Toubøl, jonas@touboel.dk

Ideen om, at de ydel­ser, man modtager fra staten, skal tilpasses efter ens indkomst, kan umiddelbart lyder som en tillokkende mulighed for at omfordele yderligere. Men hvis vi ser nærmere efter, er det knap så spæn­dende en idé.

Et socialistisk samfund bygger på rettigheder. Vi ved at arbejderklassen ikke har fået velfærdsgoderne for­ærende af borgerskabet, men tværti­mod har tilkæmpet sig retten til un­derstøttelse, lægehjælp og ordentlig løn og ferie igennem konfrontation. Indkomstdifferentierede velfærds­ydelser kan have den effekt, at vi i stedet for en velfærdsstat, der bygger på rettigheder får en hattedame-stat, hvor de rige giver til de fattige af ren medlidenhed, og ikke fordi de fattige har ret til et værdigt liv.

Det er centralt, at også de rige accepterer velfærdsstaten. Mange samfundsforskere peger lige præcis på, at fordi de rigeste i samfundet nyder samme rettigheder og ydelser som de laveste indkomster i sam­fundet, accepterer de rigeste i langt højere grad velfærdsstaten og den massive omfordeling, der nu engang sker over skatten.

Et af argumenterne for indkomst­differentierede velfærdsydelser er som nævnt, at det er en kilde til større omfordeling og finansiering af velfærden. (Hvis man f.eks. ikke giver børnepenge til de rigeste kan man give mere til de fattigste osv.) Problemet her er, at der er alter­nativer til indkomstdifferentiering både når det gælder omfordeling og finansiering, og at disse alternativer er langt mere tillokkende. Man kan f.eks. øge både omfordelingen og fi­nansieringen via skatten. Samfunds­forskningen viser, at langt de fleste ikke har noget imod at betale mere i skat, når de bare får velfærdsydelser igen. Det er heller ikke svært at for­stå, at det skaber mere uvilje at mod­tage kr. 1000,- mindre i børnepenge end naboen, end at ens trækprocent er 56% i stedet for 55%.

Kort sagt er der en række farer og ulemper forbundet med indkomst­differentierede velfærdsydelser, som der ikke er nogen grund til risikere, når der findes andre værktøjer, der kan give de præcist samme resultater uden de ulemper, der er i forbindelse med indkomstdifferentierede vel­færdsydelser.

Denne artikel blev førstegang bragt i Aktivisten Intern, et nu nedlagt SFU blad, i september 2006

Dette indlæg blev udgivet i Debat: For og imod og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s